Frivillighed i lokale projekter

Frivillige kræfter er afgørende for både udviklingen og driften af mange lokale projekter. Her samler vi erfaringer og gode råd til rekrutteringen og fastholdelsen af frivillige til inspiration for andre projekter.

Inspiration til arbejdet med frivillige

Hvordan kan I arbejde med frivillige i jeres projekt? Hvordan rekrutterer og fastholder I bedst jeres frivillige? Og hvilke konkrete værktøjer kan man benytte sig af for at gøre arbejdet med frivillige værdifuldt? 

Få her inspiration fra forskellige lokale projekter, der alle har fået støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje.

Viden fra projekt til projekt

Der findes myriader af lokale projekter i hele landet, der er lige så forskellige som de engagerede ildsjæle, der står bag dem. Med 'lokale projekter' forstår vi projekter, der indeholder lokalt forankrede aktiviteter, som styrker lokale fællesskaber. De foregår i de nære omgivelser, involverer og er til glæde for mange i lokalområdet, og de er båret af frivillighed og lokalt engagement.

Vi ved, at erfaringer fra tidligere projekter kan hjælpe nye projekter. Når projekter går fra idé til handling, følger læring og erfaringer med i processen. Selvom projektforløb aldrig helt kan forudses, har de ofte nok tilfælles til, at de kan lære af hinanden. Så jeres projekt kan bygge ovenpå andres viden.

Sådan motiverer vi frivillige

Aktivitetscentret Glarborgen er et oplevelsesområde i Hammershøj Østerby ved Brovst i Nordjylland.

Med nybygget madpakkehus, trætophus og aktivitetsarealer har de skabt et oplevelsesområde, der tiltrækker brugere fra hele området og som bidrager til at holde liv på egnen. 

Mange frivillige har bidraget til byggefasen og bidrager nu til vedligehold og fastholdelse af faciliteterne. 

"Det der er så unikt ved vores forening er de frivillige, som deltager så aktivt. For vi havde ikke kunne lave det uden de frivillige," siger Mette Glarborg, skovejer og bestyrelsesmedlem i Foreningen Glarborgen.

I videoen giver de indblik i, hvordan de motiverer og fastholder frivillige - et felt, der er helt afgørende for næsten alle lokale projekter.

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Glarborgens 9 gode råd til motivation af frivillige:

  1. Brug dit netværk til at rekruttere
  2. Hold informationsmøder
  3. Brug sociale medier
  4. Invitér folk du møder
  5. Entusiasme smitter
  6. Alle kan være med
  7. Giv frivillige ejerskab
  8. Giv korte konkrete opgaver
  9. Få feedback på projektet

Foreningen Glarborgen modtog 636.000 kr. til madpakkehus og oplevelsesområde fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje i 2020.

Se og hør de frivillige

I Nordjylland har Vendsyssels Historiske Museum fået støtte til projektet 'Porten til Naturpark Tolne', der indebærer renovering af en lade og etablering af en udstilling i Landskabs- og Landbrugsmuseet. Mange lokale benytter faciliteterne rekreativt, og det bruges især af børnefamilier og deres bedsteforældre. 

Mosbjerg - Porten til Naturpark Tolne Mosbjerg

Med 'Porten til Naturpark Tolne' har museet haft et stort fokus på frivillige. Udgangspunktet er, at ingen er unødvendige. Alle kræfter og kompetencer kan bruges – det er blot at se potentialet i hver og én. Det kræver, at de frivillige ses og høres, hvilket til gengæld øger de frivilliges motivation og lyst. 

Anne Dorthe Holm, frivillig for projektet, fortæller at de helt konkret:

  • Har en overordnet koordinator, som styrer al kommunikation med de frivillige. Koordinatoren lytter til de frivilliges idéer og meninger, hvilket højner deres følelse af ejerskab over projektet. Derudover skaber det klare rammer for konflikthåndtering og fordeling af opgaver. 
  • Afholder informationsmøder med lokale ildsjæle og andre frivillige foreninger. Informationsmøderne bringer lokalbefolkningen i spil, hvilket giver projektet svar på, hvad beboerne egentlig ønsker fra museet, og hvordan museet bedst fremmer de lokales aktivitet indenfor byens kulturliv.

Tilpas opgaverne 

I Sønderjylland modtog Gråsten Ro- og kajakklub støtte til anskaffelse af nye holdvenlige både, så fællesskaberne kan vokse til havs. Til daglig skaber klubben rammerne for god motion, storslåede naturoplevelser og et aktivt fællesskab. Desuden fungerer klubben som et samlingssted for byens lokale, som kommer her for at lære hinanden at kende på tværs af alder og køn.

Vi samles om sporten, og ud fra det, følger fællesskabet automatisk med. Hvis vi ikke havde noget at samles om, ville fællesskabet langsomt dø ud”.
Axel Johnsen, afdelingschef i Gråsten Ro- og Kajakklub
Roklub_Herborvi
Foto: Axel  Johnsen

De frivillige i ro- og kajakklubben er drevet af muligheden for at dyrke sport og fællesskab samtidig, fortæller afdelingschef Axel Johnsen. Klubben har derfor fundet det altafgørende at have begge dele for øje, når de planlægger de frivilliges opgaver:

  • De stiller skarpt på de drivende elementer hos de frivillige og tilpasser opgaverne derefter. Det nytter ikke noget at give de frivillige opgaver, de ikke finder interessante, da det vil få engagementet til at dale.

Det er desuden vigtigt, at de frivillige får anerkendelse og oplever en følelse af, at deres arbejde er meningsfuldt. Det formår projektet at gøre ved at:

  • Uddelegere specifikke ansvarsområder til de frivillige. De får lov til at tage ansvar for dele af projektet på egen hånd, da ansvarsfølelsen styrker ejerskabsfornemmelse hos dem. Det gør samtidig dagligdagen lettere for projektledere, hvis tid kan bruges på andet værdifuldt.

Prik og tal positivt

I Tybjerg i Sydsjælland fik foreningen LBF Tybjerg og Omegn støtte til at etablere en naturlegeplads, der skal skabe et mere aktivt lokalsamfund ved også at fungere som et mødested for byens borgere.

Og for projektgruppen fra Tybjerg, er det helt klart frivilligheden som skaber den langsigtede værdi. Hvis de lokale har været med til at udvikle legepladsen, vil deres lyst til at værne om den også blive højere, og dermed vil legepladsen vedligeholdes i længere tid.

I Tybjerg er de især lykkedes med at rekruttere frivillige ved at: 

  • Starte med at finde frivillige allerede inden de søgte midler fra Nordea-fonden. Det gav dem et godt billede af, hvilke muligheder de havde - og også hvilke kompetencer de manglede. 
  • Turde prikke til de lokale. Hvis I kender byens borgere, vil I hurtigt kunne danne et overblik over, hvilke kompetencer lokalsamfundet besidder. Med naturlegepladsen i Tybjerg har de været ærlige omkring, hvilken hjælp de har behøvet fra lokalsamfundet direkte kontaktet borgerne med de specifikke kompetencer. 
  • Tale positivt om projektets potentiale. Mange lokale har svært ved at forestille sig, hvilken værdi fx en legeplads kan have for en by, hvis ikke de selv er kerneforbrugeren. Derfor bliver projektgruppen nødt til vise dem, at en legeplads fx kan bruges af ældre til at øve balance og udstræk. Det vil fange den sekundære målgruppes interesse i at blive en del af det frivillige fælleskab. 
  • Endelig har de i Tybjerg forsøgt at øge interessen for naturlegepladsen ved at tænke den sammen med byens øvrige aktiviteter. Fx det årlige lokale løb, hvor en del af overskuddet fra løbet fremover vil gå til vedligeholde og udvikling af legepladsen. Det resulterede samtidig også i flere tilmeldinger til løbet og dermed flere midler til legepladsen. 
Tybjerg
Frivillige i Tybjerg i fuld gang med at gøre plads til nye faciliteter. Foto: Maria Alvandi

Mere inspiration om frivillighed

Find flere gode råd om frivillige i projekter i denne pjece fra Københavns Universitet, der er baseret på besvarelser fra 77 projekter, der alle er relateret til det gode liv ved kysterne, og som fik støtte fra Nordea-fondens Kysten er klar-pulje i 2018. 

De gode råd handler bl.a. om vigtigheden af projektets synlighed i forhold til at tiltrække frivillige og om at anerkende deltagere og tilpasse opgavers omfang og emne til de frivilliges interesser og kompetencer.

Endelig har vi her samlet eksempler på forskellige typer frivillighed som inspiration til, hvordan frivilligt engagement kommer til udtryk og skaber værdi i projekternes fællesskabende aktiviteter. Med afsæt i: Unge frivillige, frivillige til formidling og nye typer frivilligt engagement. 

Kontakt

marie_hoestrup_andersen

Marie Høstrup Andersen

Seniorprojektkonsulent
4070 3772

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.