Jens Bjørn Andersen bliver bestyrelsesformand for Nordea-fonden

Nordea-fonden og Tietgenfonden har udpeget Jens Bjørn Andersen som ny bestyrelsesformand. Han afløser Peter Schütze, der fratræder efter seks år på posten. Jens Bjørn Andersen har været en del af Nordea-fonden og Tietgenfondens bestyrelse siden 2013 og har sideløbende haft en lang erhvervskarriere, bl.a. som CEO i logistikvirksomheden DSV A/S.

Det bliver Jens Bjørn Andersen, tidligere CEO i DSV A/S, der tiltræder på posten som ny bestyrelsesformand i Nordea-fonden og Tietgenfonden. Jens Bjørn Andersen har været medlem af bestyrelserne for de to fonde siden 2013, men tiltræder dags dato som ny bestyrelsesformand. 

Nordea-fonden har i de seneste år – under Peter Schützes formandskab – uddelt over 3,1 mia. kr. til mere end 15.000 projekter, der har medvirket til at skabe flere gode liv rundt omkring i Danmark. Som almennyttig fond er vi drevet af et stort  engagement og ikke mindst et behov for at gøre en konkret, positiv forskel for borgere – i hele landet. Det arbejde kommer vi til at fortsætte i det kommende år,” 
siger Jens Bjørn Andersen

Jens Bjørn Andersen har igennem 15 år været ansat som CEO i DSV, men er for nyligt fratrådt. Foruden sit bestyrelsesarbejde i Nordea-fonden har Jens Bjørn Andersen i de seneste år også været medlem af bestyrelserne for Tietgenfonden, Børnecancerfonden og repræsentantskabet i Danmarks Nationalbank.

For mig er det vigtigt, at Nordea-fonden fortsat er en attraktiv samarbejdspartner hos både små og store organisationer i hele landet – og bredt i befolkningen. Vi er 100 procent afhængige af, at omverdenen har lyst til samarbejde med os. Jeg går ydmygt til opgaven; velvidende at jeg i ryggen har en fond, der står på nogle stærke værdier - og ikke mindst en kompetent bestyrelse og en meget professionel administration,” 
siger Jens Bjørn Andersen. 

Peter Schütze, afgående bestyrelsesformand for Nordea-fonden og Tietgenfonden, udtaler:

Jeg er rigtig glad for, at Jens Bjørn er blevet valgt til formand for Nordea-fonden og Tietgenfonden. Jeg har lært Jens Bjørn godt at kende i de år, vi har arbejdet sammen i bestyrelsen for de to fonde. I de år har Jens Bjørn fået rigtig god erfaring med fondsarbejdet, og kombineret med hans mangeårige erfaring fra en topstilling i erhvervslivet er han den helt rigtige formand til at føre fondene videre. Jeg er glad og stolt over hvad hele holdet omkring Nordea-fonden og Tietgenfonden har opnået, og jeg er overbevist om at Jens Bjørn er den helt rigtige formand til at fortsætte rejsen.”

Med Peter Schützes fratrædelse består Nordea-fondens og Tietgenfondens nye bestyrelse af syv medlemmer, som har det overordnede ansvar for at forvalte fondenes midler i overensstemmelse med formål og langsigtede interesser.

Bestyrelsen for Nordea-fonden og Tietgenfonden:

  • Jens Bjørn Andersen (bestyrelsesformand)
  • Louise Gade (næstformand)
  • Torben Laustsen
  • Mads Hylleholt Bøttger
  • Karina Dahl Steffensen
  • Søren Hald
  • Noemi Katznelson

Læs mere om medlemmerne af bestyrelsen her.

 

Fakta om Nordea-fonden

Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Hvert år uddeler fonden ca. 900 mio. til projekter, der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Nordea-fonden uddeler også legater til studieophold i udlandet. I 2023 uddelte Nordea-fonden i alt 913 mio. Kr. Læs mere om Nordea-fondens historie her.  

Fakta om Tietgenfonden 

Tietgenfonden har et almennyttigt og samfundsgavnligt formål, herunder at fremme dansk erhvervsliv. Fonden uddeler ca. 40 mio. kr. hvert år til almennyttige projekter, der fremmer virkelyst og vækst. Tietgenfonden blev etableret i 1957 af Privatbanken i Kjøbenhavn i anledningen af bankens 100-års jubilæum.


Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.