Digterruter skal få danskerne ud i naturen

Med Danske digterruter inviteres danskerne ud i naturen for at sanse, læse og opleve en perlerække af de største danske digtere på nye måder. Projektet ledes af SDU-professor Johs. Nørregaard Frandsen og støttes af Nordea-fonden med 5,7 mio. kr.

Johs. Nørregaard Frandsen (t.v.) og Henrik Lehman Andersen (t.h.) på det sted, i parken ved Hindsgavl Slot på Fyn, hvor H.C. Andersen stod og kiggede ud over Lillebælt i 1843.

På rejse i vores fælles litterære kulturarv

Igennem århundreder har forfattere og landskaber i Danmark påvirket og formet hinanden. Lige fra romantikkens forfattere drog ud i naturen for at skrive om den til Michael Strunges rå beskrivelser af storbyens fremmedgjorte landskaber.

Og nu udvikles et landsdækkende net af digterruter, Danske digterruter, der inviterer danskerne ud i naturen for at opleve litteraturen. Det sker gennem et nyt samarbejde mellem forskere fra SDU og 19 digterhjem, museer, foreninger, selskaber mv.

”Vi ser frem til at folde projektet ud og forhåbentligt åbne endnu flere danskeres øjne for, hvilken rigdom af litteratur og landskaber den danske kultur- og naturarv byder på. Med Danske digterruter sætter vi fokus på, hvordan vi som mennesker er formet af vores sprog, kultur og historie men også af vores natur og landskaber,” siger projektets leder, professor Johs. Nørregaard Frandsen, H.C. Andersen Centret ved SDU.

Nordea-fonden har netop bevilget 5,7 millioner til projektet, og den første digterrute forventes at åbne allerede i sommeren 2020. 

”Danske digterruter vil inspirere alle aldersgrupper til at komme ud i det fri og opleve Danmarks mange forskellige landskaber. Det særlige er, at rejsen her også bliver en rejse ind i vores fælles litterære kulturarv. Digterruterne vil både give vind i håret og liv i fortællingerne – forhåbentlig også for skoleelever, unge og familier på tur,” siger direktør i Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen.

Landsdækkende net af digterruter

Danske digterruter vil styr­ke en vigtig samtale mellem litteratur, lokale landskaber og folkelig interesse. Danskerne skal selv ud at gå, sanse, føle, læse og opleve, mens de samtidig indsnuser dansk litteratur, fortælleformer, steder og typer af landskaber.

Digterruter udvikles i forskellige natur- og landskabstyper samt i udvalgte byer og bydele, så stort set alle egne af landet samt en række biotoper er repræsenteret, ligesom de litterære stemmer og bidrag trækker linjer fra 1700-tallet til i dag.

Stor begejstring for litteratur i det fri

De 19 digterruters digtere og partnere

Projektet, der ledes af SDU-professor Johs. Nørregaard Frandsen, omfatter foreløbigt 19 digterruter, der udvikles i samarbejde med et museum, et selskab eller forening.

De 19 digtere er: B.S. Ingemann, Carit Etlar, Emil Aarenstrup, H.C. Andersen, H.A. Brorson, Ambrosius Stub, Henrik Pontoppidan, Holger Drachmann, Jeppe Aakjær, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen, Thit Jensen, Kaj Munk, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Steen Steensen Blicher, Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Michael Strunge.


De 19 partnere er: Aakjærselskabet, Aarestrup Hus og Forening, Baggårdsteatret og Johannes Jørgensen Selskabet, Carit Etlar Selskabet/Museerne i Fredericia, Drachmann Selskabet, H.C. Andersen Centret, Johannes V. Jensen Museet, Karen Blixen Museet, Københavns Museum, Landsforeningen Martin A. Hansen, Museum Silkeborg og Herningsholm Museum, Pontoppidan Selskabet, Kaj Munks Præstegaard/Ringkøbing Skjern Museum, Sorø Kunstmuseum og Ingemann Selskabet, Taarnborg i Ribe og Øhavsmuseet i Faaborg.


Rundt omkring i landet glæder litterære selskaber, museer mv. sig til at byde danskerne på anderledes litteraturoplevelser.

”Med glæde og store forventninger om masser af vitaminindsprøjtninger til Aakjærselskabets gårute på Jenle, hilser vi det nye initiativ meget velkomment. Det er stort det her. Set fra vores side kan Jeppe Aakjær allerbedst opleves, når man går i den unikke natur ved Limfjorden, hvor Aakjær boede, for her er det landskab, som Aakjær digtede om; naturens forunderligheder med de skiftende årstider, mennesker og dyr mm.,” siger Karen Margrethe Rasmussen, leder af Aakjærselskabet.

Også i Nordsjælland ser man frem til at formidle litteratur i naturen.

”Karen Blixens hjerte bankede for den fortryllende natur på Rungstedlund, hvor hun boede det meste af sit liv og hver dag vandrede langs vandløb og græssende køer, i vildskov, forbi bronzealderhøj og flere hundrede år gamle træer, og hvor hun sågar ligger begravet. Alt dette udlagde Blixen som et fuglereservat med ønsket om, at det skal være et åndehul for os alle. Det er derfor helt oplagt, at Karen Blixen Museet inviterer besøgende i Blixens fodspor og bidrager til et smukt Danmarkskort over natur og fortællekunst,” siger Elisabeth Nøjgaard fra Karen Blixen Museet.

Bygger på forskning

Etableringen af de 19 digterruter er forankret ved H.C. Andersen Centret ved SDU, og projektet bygger på viden og erfaringer fra en række forskningsprojekter om litteratur og landskab udført af især professor Johs. Nørregaard Frandsen og også professor Anne-Marie Mai fra Institut for Kulturvidenskaber.

Kort og kontant

Projektnavn
Danske digterruter
Projektejer

Johs. Nørregaard Frandsen

Projektperiode

Johs. Nørregaard Frandsen

Støttet med

5,7 mio. kr.

Få mere at vide

Johs. Nørregaard Frandsen
Professor

Syddansk Universitet

6550 3436 / 6011 3436

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.