Millionstøtte skal tiltrække flere til Blixens fugleparadis

Med 2,3 mio. kr. fra Nordea-fonden vil Karen Blixen Museum forene natur og kultur ved at lade gæsterne følge i forfatterens fodspor ud i Rungstedlunds enestående urørte natur.

Naturen som ramme for aktiviteter

Rungstedlund har netop modtaget en uddeling  på 2,3 mio. kr. fra Nordea-fonden til et treårigt projekt, som Beckett-Fonden støtter med yderligere 300.000 kr.

Mange kender Karen Blixen som den berømte, danske forfatter. Men færre ved nok, at hun også var pioner, ja faktisk aktivist for, hvad vi i dag betegner som biodiversitet og naturbeskyttelse. Målet med projektet ”I Karen Blixens fodspor” er at udvide Karen Blixen Museums virke ude i naturen.

Treårsplanen knytter sig til de mange nye aktiviteter i museet med debatter, talks og udvidet åbningstid og har som mål at invitere nye og flere besøgende ud i det historiske Fuglereservat med både læringsmæssige, sansemæssige og legende tilbud for børnefamilier og voksne, heriblandt Fuglereservatets i dag knap 100.000 årligt besøgende.

Det nye program udvikles af museet og i samarbejder med flere lokale og landsdækkende foreninger og institutioner. Den særlige natur bliver rammen om en række aktiviteter som syngesalon under trækronerne, Rungstedlund som vandrerute, fugleekspeditioner og klassisk personbåret naturformidling. Langt de fleste aktiviteter vil være åbne og gratis for alle, og det er gratis at besøge selve Fuglereservatet.

”Rungstedlund rummer et stort potentiale for en fascinerende formidling af naturens betydning for mennesket, hvor biodiversitet, historie og litteratur sættes i scene med afsæt i de stærke holdninger, Karen Blixen havde til naturen. Hun gik forrest, før vi andre anede, hvor afgørende det er at tage vare på vores natur. Med opbakning fra fondene, kan vi nu fortælle bredt om det og tilbyde en palette af tilbud, som appellerer til børn og deres familier, ja til alle aldre”, siger Elisabeth Nøjgaard, direktør for Rungstedlund.

"Interessen for fælles oplevelser i det fri  er stigende og vi vil gerne være med til at understøtte det momentum, så endnu flere får glæde af den naturperle Karen Blixen så fremsynet var med til at grundlægge på Rungstedlund. Det er vigtigt, at også nutidens børn oplever naturlandskaber, og museet har særligt fokus på at få flere børn og unge indenfor på museet og på arealerne udenfor," siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Fakta

Projektet er tre-årigt og indledes i begyndelsen af 2021.

En lang række samarbejdspartnere er med til at udvikle en del af aktiviteterne.

Karen Blixen Museum Rungstedlund har i alt modtaget 20 mio.kr. i udviklingsstøtte til den samlede strategi inklusive flere ombygningsprojekter fra en række fonde, bl.a. A. P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Louis-Hansen Fonden, Enid Ingemanns Fond, og Hørsholm Kommune.

Museet holder lukket fra den 1. december 2020 – ca. 1. april 2021, i forbindelse med ombygning af museets entré, café og butik, som skal skabe mere udsyn til Fuglereservatet. Fuglereservatet er som altid åben.

Blixen var aktivist for biodiversitet

Karen Blixen var - udover at være forfatter - også en pioner, ja faktisk en aktivist for, hvad vi i dag betegner som biodiversitet og naturbeskyttelse.

Allerede i 1950’erne drømte Karen Blixen om Rungstedlund mange 100 år frem som et åndehul midt i en stor by for både fugle og mennesker, børn og gamle. Med karakteristisk handlekraft udviklede Karen Blixen i samarbejde med eksperter inden for skovdrift og fugleliv Rungstedlunds 15 ha natur efter hvad, der i dag fremstår som den mest moderne form for biodiversitet. Hun vidste, at det var den form for naturdrift, der var optimal for fuglenes og naturens trivsel og dermed for os mennesker.

I Blixens natursyn er natur og mennesker uløseligt forbundne. Arven fra Blixen er vedligeholdt lige siden da, og det i dag fredede fuglereservat rummer alle væsentlige elementer for biodiversitet. Fra pryd- og frugthave til dam og vandløb, åbne græsningsarealer med heste og køer samt vildskov med mere end 200 år gamle træer.

Foto: Annemette Kuhlmann.

Kort og kontant

Projektnavn
I Karen Blixens fodspor
Projektejer

Karen Blixen Museum Rungstedlund

Projektperiode

2021-2023

Støttet med

2,3 mio. kr.

Få mere at vide

Elisabeth Nøjgaard
Museumsdirektør

Karen Blixen Museum Rungstedlund

4557 1057

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.