ReloadMe

Projektets mål er at udvikle og udbrede en indsats for bedre søvn og sundere brug af mobiltelefoner og sociale medier gennem en årligt tilbagevendende temauge.

Hvad er formålet

Projektets fokus er at hjælpe unge til at finde balancen mellem skærmen og søvnen. Derfor har projektet arbejdet for at skoler skal dedikere uge 44 til at være ugen, hvor unge skal finde en bedre balance mellem likes, scroll og søvn. 

Hvorfor støtter vi

Vi ved i dag, at søvn er afgørende for at kunne fungere. En stadig større mængde forskning peger på søvnens betydning for trivsel, overskud, evne til at lære og livskvalitet i det hele taget. Projektets vision er, at flere unge får sunde digitale vaner og får den søvn, de behøver for at trives mentalt og socialt og for at være læringsparate og udvikle sig sundt.

Bryd vanerne - oprust de unges mentale sundhed

Telefonen er med overalt. Ved middagsbordet, i skoletasken og i sengen. Rigtig mange unge bliver konstant afbrudt i søvnen af telefonens lokkende lyde, vibrationer og lysende skærm. Det sker i sådan en grad, at det for mange går ud over deres indlæring og mentale trivsel. Men hvordan får man store børn og unge til at balancere det digitale liv og prioritere den livsvigtige søvn uden automatisk at blive mødt med himmelvendte øjne?

Det vil Red Barnet og Just Human sætte fokus på gennem temaugen ’ReloadMe’ i uge 44. De to organisationer har skabt en materialebank, hvor lærerne på landets skoler og ungdomsuddannelser kan finde materiale, der passer til netop deres elever.

Just Human har de seneste år med stor succes haft fokus på at skabe opmærksomhed på søvn blandt landets skoleelever. Organisationen er gået sammen med Red Barnet for at udvikle en hel temauge og samtidig sætte øget fokus på de unges digitale liv i samspil med søvn.

”Nok søvn er afgørende for trivsel og livskvalitet, og vi kan se at unge sover mindre end tidligere og generelt for lidt. Derfor er ReLoadMe et virkelig stærkt initiativ, der på de unges præmisser, sætter fokus på en god balance i søvn og aktiviteter – og særligt skærmvaner,” siger Christine Paludan-Müller, der er uddelingschef i Nordea-fonden.

At sove for lidt har store konsekvenser ­– ikke mindst for børn og unge. En af verdens førende søvnforskere, Dr. Avi Sadeh, har med sin forskning vist, at en times tabt søvn, bare tre nætter i træk, koster et barn cirka to års kognitiv udvikling – det samme som to klassetrin. Samtidig går den manglende søvn også ud over den generelle trivsel og velvære.

Hos Red Barnet har vi i lang tid rådgivet unge, der har haft ubehagelige oplevelser i deres digitale liv. Vi har også spurgt ind til, hvordan de har det, og om de får sovet nok. Det viser sig ofte, at problemer i det digitale liv har konsekvenser i livet uden for digitale platforme. Derfor er vi gået ind i projektet. Vi ved, hvor meget søvnen betyder for den enkelte, og vi mener, at det er et emne, som samfundet skal tage alvorligt"
siger Jon Kristian Lange, seniorrådgiver hos Red Barnet og ekspert i børns digitale liv

Over 150 skoler og uddannelser har allerede tilmeldt sig årets temauge, der er den første i et foreløbigt treårigt projekt støttet af Sundhedsstyrelsen og Nordea-fonden.  

Unges digitale færden

Det overordnede mål i projektet er at give unge gode forudsætninger for mental sundhed. Herved er det et mål at unge bl.a. oplever et sænket konfliktniveau og øget rummelighed i deres digitale færden såvel som i sociale relationer i den fysiske verden.

Undervisningsmaterialet udbredes på skoler og ungdomsuddannelser, hvor det er målet, at det opleves som brugbart og relevant for undervisere såvel som for de unge selv, samt at det medvirker til at de unge oplever en større bevidsthed om søvn og digitale vaners relation til deres mentale trivsel.

Kontakt

Michala Brechling

Michala Brechling

Seniorprojektkonsulent
4070 3773

Kort og kontant

Projektnavn
ReloadMe
Projektejer

Red Barnet

Projektperiode
2021-2024
Støttet med

853.159 kr.

Samlet budget

3,7 mio. kr.

Få mere at vide

Malte Siglev
Projektleder - Digital Trivselskoordinator

Red Barnet

3536 5555

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.