Destination Hærvejen

15 kommuner og en lang række lokale turistorganisationer samarbejder om at udnytte og udvikle Hærvejens potentialer, og skabe det førende rejsemål for vandring- og cykelturisme i Nordeuropa.

Hvad er formålet

Hærvejen har fra bronzealderen til begyndelse af moderne tid udgjort Jyllands hovedfærdselsåre for handlende, pilgrimme og godtfolk. I dag er Hærvejens over 1000 sammenhængende km fra nord til syd stadig rammen for en unik natur- og kulturoplevelse. Nu går 15 kommuner langs Hærvejen sammen om at skabe en sammenhængende natur-, kultur- og turismeindsats, som skal få flere, også fra udlandet, ud på ruten. Udviklingsprojektet sker med inddragelse af de mange foreninger, borgere og lokale virksomheder, som findes langs ruten.

Hvorfor støtter vi

Hærvejen har potentialet til at blive en af Europas bedste natur- og oplevelsesruter. Vi håber, at borgere, lodsejere, erhverv mv. langs Hærvejen vil bidrage til at forbedre og kvalificere planerne for udviklingen.

Viden og læring fra projektet

Foranalysen for Hærvejen belyser Hærvejens store potentiale for natur- og kulturoplevelse, vandring og cyklisme og beskriver mulige udviklingstiltag, som kan udløse dette potentiale.

Hærvejen skal blive ikonisk vandre- og cykelrute

Med ekstra støtte fra Nordea-fonden på 8,4 mio. kr., bliver det muligt for de 15 kommuner bag udviklingen af Hærvejen at få den viden, der kan realisere visionen om, at Hærvejen bliver en ikonisk vandre- og cykelrute med national og international tiltrækningskraft.

Projektet har en ambitiøs plan om at indsamle og analysere tilbundsgående data om brugere af Hærvejens vandre- og cykelrute. Ved at skabe et vidensgrundlag, vil projektet danne grundlag for udvikling af nye og forbedring af eksisterende aktiviteter, produkter og ydelser langs ruten.

Den nye viden vil give alle aktører mulighed for at skræddersy faciliteter, tilbud og ruter til de faktiske behov og ønsker, hos nuværende og fremtidige brugerne af ruten.

Søg støtte

Mange aktører - fra mindre foreninger til større organisationer - kan bidrage til at udvikle Hærvejen og søge støtte fra Nordea-fonden til deres projektidé. 

Vi har samlet al relevant information til ansøgere her: 

Sådan søger I støtte til jeres Hærvejsprojekt 

12,1 mio. kr. til udvikling af Hærvejens visuelle identitet

De 15 kommuner der står bag udviklingen af Hærvejens cykel- og vandreruter har høje ambitioner. Den ikoniske og historiske rute skal tiltrække flere gæster fra ind- og udland samt skabe mere værdi for lokalsamfundene langs ruten. En støtte på 12,1 mio. kr. fra Nordea-fonden til udvikling af ny visuel identitet er et væsentligt skridt til at indfri ruternes store potentiale.

I den samlede udvikling er der tre hoveddele. Der skal udvikles en ny grafisk linje, så Hærvejen får nye ikoner og logoer som yder rutens historiske betydning retfærdighed. Dernæst skal der udvikles intuitive og tidssvarende digitale løsninger, som giver en god brugeroplevelse når man skal planlægge sin vandre- eller cykeltur på Hærvejen. Sidst men ikke mindst skal alle de fysiske komponenter på ruten udvikles såsom skilte, shelters, bålhytte etc. så der ikke er tvivl om det tydelige Hærvejspræg.

Det er væsentligt, at der sikres et visuelt grundlag for en fælles stærk fortælling om Hærvejen, der skaber en klar og tydelig Hærvejsgenkendelighed på tværs af hele ruten og på Hærvejens digitale platforme.

Processen om udviklingen af den visuelle identitet sættes i gang umiddelbart efter sommerferien og færdigudviklingen af alle de visuelle elementer forventes år 2024.

Med støtten skal der udvikles en gennemgående visuel identitet for Hærvejens cykel- og vandreruter. Vi ser det som et meget vigtigt greb for at understøtte den samlende, fælles fortælling og for at forankre projektet – både fysisk ude på de mange stier og ruter, og også digitalt,
fortæller Nordea-fonden uddelingschef Christine Paludan-Müller

Hærvejen – over 1000 km. i nordisk særklasse

Hærvejen har fra bronzealderen til begyndelse af moderne tid udgjort Jyllands hovedfærdselsåre for handlende, pilgrimme og godtfolk. I dag er Hærvejens over 1000 sammenhængende km fra nord til syd stadig rammen for en unik natur- og kulturoplevelse, hvor rejsende søger hen for at finde ro og nærvær, til bens eller på cykel, tværs igennem nogle af landets smukkeste naturlandskaber og lokale kulturmiljøer, lige der hvor Danmarkshistoriens store og små begivenheder stadig er lette at få øje på.

15 kommuner og foreninger langs vejen

De 15 kommuner bag destination Hærvejen
  • Aabenraa Kommune
  • Aalborg Kommune
  • Brønderslev Kommune
  • Frederikshavn Kommune
  • Haderslev Kommune
  • Hjørring Kommune
  • Ikast-Brande Kommune
  • Jammerbugt Kommune
  • Mariagerfjord Kommune
  • Rebild Kommune
  • Silkeborg Kommune
  • Vejen Kommune
  • Vejle Kommune
  • Vesthimmerlands Kommune
  • Viborg Kommune

Derudover tæller foreningen ’Herberger Langs Hærvejen’ og ’Dansk Vandrelaug’

Nu er 15 kommuner langs Hærvejen gået sammen om at skabe en sammenhængende natur-, kultur- og turismeindsats, som skal få flere, også fra udlandet, ud på ruten.

”Hærvejen har potentialet til at blive en af Europas bedste natur- og oplevelsesruter. Vi håber, at borgere, lodsejere, erhverv mv. langs hele Hærvejen vil bidrage til at forbedre og kvalificere planerne for udviklingen”, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Udviklingsprojektet sker med inddragelse af de mange foreninger, borgere og lokale virksomheder, som findes langs ruten. Den første del af projektet skal munde ud i en samlet plan for hvordan Hærvejen bliver det mest markante af sin art i Nordeuropa. Det foreløbige afsøgningsprojekt er sat til at vare et år, og vil sætte rammerne for, hvordan det ambitiøse udviklingsprojekt over de efterfølgende fire til fem skal foldes ud.

Stort potentiale for gående og cykler

”Hærvejen har som samlet rute et meget stort uudnyttet potentiale. Vi vil nu få en samlet og ambitiøs plan for de konkrete tiltag, der skal til for at forbedre kvaliteten og det samlede tilbud til vandrere og cyklister langs ruten. Vi er stolte af, at Nordea-fonden kan se det samme potentiale som os, og at de tror på ambitionsniveauet. I kommunerne og den fælles forening ser vi meget frem til at søsætte det spændende udviklingsprojekt - og indfri de store potentialer for både Hærvejens gæster, lokalsamfund og virksomheder”, siger Formand for foreningen Destination Hærvejen, Morten Damgaard Nielsen.

Analyser om kyst- og naturturisme i Danmark

Kort og kontant

Projektnavn
Destination Hærvejen
Projektejer

Foreningen destination Hærvejen

Få mere at vide

Mikkel Von Seelen
Projektleder

Foreningen destination Hærvejen

2370 5974

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.