Skoletjenesten Fugl af Glæde

Elever i fem af landets kommuner har udsigt til naturoplevelser i særklasse. En ny skoletjeneste, der hedder Fugl af Glæde, inviterer elever fra 4. til 6. klasse ud i Fugleværnsfondens lokale naturreservater for at kigge på fugle og undersøge naturen.

Hvad er formålet

Eleverne i 4.-6. klasse i Fredensborg, Næstved, Lolland, Tønder og Viborg Kommune vil blive klogere på fugle og naturen, når Skoletjenesten Fugl af Glæde inviterer dem til at tilbringe skoledage i deres lokale naturreservat med vild og artsrig natur. 

Hvorfor støtter vi

Projektet har et fokus på at få flere børn ud i naturen, naturdannelse og læring i det fri. Med et skolebaseret tilbud nås alle børn – også dem, som ikke er vant til at være i naturen.

Undervisningen rykker ud i det fri 

Hvorfor lander trækfuglene i den lokale natur? Hvorfor synger fuglene? Og hvorfor er forskellige organismegrupper som planter, insekter, padder og fugle afhængige af hinanden for at overleve?

Det, og meget andet, kan eleverne i 4.-6. klasse i Fredensborg, Næstved, Lolland, Tønder og Viborg Kommune blive klogere på, når Skoletjenesten Fugl af Glæde inviterer dem til at tilbringe skoledage i deres lokale naturreservat med vild og artsrig natur. 

I reservatet vil en naturvejleder fra efteråret stå klar til at tage imod de enkelte skoleklasser. Her får eleverne mulighed for med egne øjne at opleve de fantastiske fugle i naturen, gennemføre sjove aktiviteter, der udfordrer sanser og motorik, og høre spændende fortællinger om arterne.

Skoletjenesten, som Fugleværnsfonden står bag, udbyder et undervisningsforløb, der hedder De 4 årstider. Undervisningsforløbet starter op i efteråret 2024 og består af fire ture i felten hen over et skoleår.

Viden om naturen bliver leget ind

Det er naturvejleder og biolog i Fugleværnsfonden Maria Scotwin, som er projektleder på Fugl af Glæde. Hun planlægger undervisningsforløb med fugle i kikkerten, naturglæde, sjove spil og masser af holdånd.

For Maria Scotwin giver det rigtig god mening med undervisning på strandengen, i skov og krat og ved mosen: 

Det er sjovt og lærerigt at opleve fuglene herude, hvor de holder til. Eleverne får et stærkt indtryk af arterne, når de ser og lytter til den natur, de går rundt i. Mit håb er, at mange af de børn, der i fritiden typisk sidder indenfor, gennem dette forløb med gentagne besøg i deres lokale naturreservat, vil få en forståelse for fuglene og en tilknytning til naturen omkring dem.”

Projektleder Maria Scotwin vil hen over det næste stykke tid henvende sig til lærere, der underviser 4.-6. klasse, for at invitere dem til at deltage i Skoletjenesten Fugl af Glæde. 

Med 3 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden og 300.000 kr. i støtte fra Friluftsrådet kan projektet nu starte op igen og dermed udbredes til endnu flere elever i foreløbigt fem kommuner.

Projektet løber frem til og med 2026 og målet er, at Skoletjenesten Fugl af Glæde efter 2026 skal udbredes til alle landets kommuner.

Kontakt

Kristian Krogh Hansen

Kristian Krogh Hansen

Projektkonsulent
4070 3785

Kort og kontant

Projektnavn
Skoletjenesten Fugl af Glæde
Projektejer

Fugleværnsfonden

Projektperiode
2024–2026
Støttet med

3 mio. kr.

Få mere at vide

Maria Scotwin
Projektleder og biolog

Fugleværnsfonden

40 30 88 10

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.