Syng, spis og snak

Folkehøjskolernes Forening vil med projektet Syng, spis og snak give tusinder af unge på landets højskoler, efterskoler og friskoler mulighed for at opleve fællesskabet ved at synge og spise sammen.

Hvad er formålet

'Det Danmark, der synger sammen, hører sammen'. I alt kommer de frie skoler til at tilbyde 250 arrangementer med fællessang, fællesspisning og gode samtaler i løbet af de tre år projektet varer. Og det er ikke kun de unge elever, der får glæde af projektet. Skolerne slår dørene op og inviterer borgere fra lokalsamfundet til at deltage

Hvorfor støtter vi

At spise, synge og tale sammen er noget, vi alle kan samles om. Det er aktiviteter, som giver plads til møder mellem mennesker og understøtter de brede, rummelige fællesskaber. Højskolerne er en oplagt ramme om disse møder, og vi er glade for, at så mange højskoler også vil invitere de lokale borgere indenfor. Det vil styrke oplevelsen af samhørighed, fællesskab og ’gode liv’ i lokalsamfundet.

Viden og læring fra projektet

Folkehøjskolernes Forening i Danmarks projekt 'Syng, spis og snak' har gennem en kombination af spise- og sangfællesskaber til formål at bringe folk sammen omkring fællessang på tværs af forskellige samfundslag. Projektets første del evalueres nu i denne rapport, hvor der er god viden at hente om metode- og aktivitetsudviklingen på de deltagende højskoler. 

Rapporten beskriver blandt andet elevernes og deltagernes vurdering af arrangementerne og en række andre temaer, som anses for værende særligt centrale læringspunkter dels for projektets videre udvikling og for andre som inspiration.

Flere unge på de frie skoler stemmer i 

”Du kom med alt dét, der var dig” og andre af Højskolesangbogens tophits kommer fra 2020 til at gjalde ekstra højt fra landets højskoler, efterskoler og friskoler.

Nordea-fonden støtter projektet ’Syng, spis og snak’ med fem millioner kroner, og viderefører dermed et pilotprojekt, som allerede i to år har eksisteret i højskoleregi.

I alt kommer de frie skoler til at tilbyde 250 arrangementer med fællessang, fællesspisning og gode samtaler i løbet af de tre år projektet varer. Og det er ikke kun de unge elever, der får glæde af projektet. Skolerne slår dørene op og inviterer borgere fra lokalsamfundet til at deltage.

Fællessang styrker sammenhængskraft

’Det Danmark, der synger sammen, hører sammen.’ Sådan lyder projektets slogan. Fællessang er et populært fænomen i tiden, og Højskolesangbogen er pt. Danmarks bedst sælgende bog.

Fakta om Syng, spis og snak

  • Projektet er støttet af Nordea-fonden med 4,9 mio. kr. Projektledelsen ligger hos Højskolernes Hus i København
  • Syng, spis og snak foregår på landets højskoler, efterskoler og friskoler med start i februar 2020. Der er i alt 30 værtsskoler.
  • Både i 2021 og 2022 optages yderligere 15 værtsskoler.
  • Der afvikles 250 Syng, spis og snak-arrangementer over en treårig periode.

Arrangementerne annonceres lokalt samt på hojskolesangbogen.dk

Med projektet ’Syng, spis og snak’ vil de frie skoler udbrede kendskabet til en unik del af Danmarks kulturarv til nye generationer på en måde, der er vedkommende og relevant for deres liv. Og nu ikke kun på højskolerne, men også på de øvrige friskoler. Udgangspunktet er, at fællessangen styrker sammenhængskraften i samfundet gennem både den enkeltes selvforståelse og samhørighed blandt mennesker, der bliver forenet i fællessang.

Udbreder kendskab til sangskat

”Syng, spis og snak startede for to år siden som et højskoleprojekt. Nu inviteres både efterskoler og friskoler med. De frie skoler har en unik mulighed for at sætte et helt særligt præg på unges møde med fællessangskulturen i Danmark og dermed styrke deres følelse af tilhørsforhold til et fællesskab i endnu højere grad,” siger højskolernes formand Lisbeth Trinskjær.

Generationerne vil mødes, når eleverne på skolerne inviterer indenfor. Der vil fra skolernes side blive lagt vægt på at præsentere både nye og gamle sange fra Højskolesangbogen, så kendskabet til den danske sangskat bliver udvidet for den enkelte.

Det er en klar målsætning, at flere unge skal føle det naturligt at synge fællessang – både fordi man kan møde mange spændende fortællinger og gode melodier, men også fordi forskningen viser, hvor vigtig en bidragsyder fællessang er til velvære.

Åbner en vej ind i fællesskabet

Nordea-fondens direktør hæfter sig ved, at ’Syng, spis og snak’ allerede har vist sin værdi gennem et succesfuldt pilotprojekt, som nu også har vist sig efterspurgt i kredse uden for højskolerne.

”Der er gode muligheder for yderligere spredning og forankring, og for mig er der er ingen tvivl om, at kombinationen af fællessang, fællesspisning og samtaler kan noget særligt i forhold til at skabe rummelige og inkluderende fællesskaber lokalt. Projektet åbner de lokale skoler op for lokalsamfundet og angiver også en både spændende og nødvendig vej ind i fællesskaber”, siger Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Arrangementerne starter 1. februar 2020 og foregår på et udvalg af landets højskoler, efterskoler og friskoler.​

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Kontakt

Kristian Krogh Hansen

Kristian Krogh Hansen

Projektkonsulent
4070 3785

Kort og kontant

Projektnavn
Syng, spis og snak
Projektejer

Folkehøjskolernes Forening

Projektperiode
2020 - 2023
Støttet med

4,99 mio. kr.

Samlet budget

7,14 mio. kr.

Få mere at vide

Rasmus Skov Borring
Projektleder

Folkehøjskolernes Forening

51914373

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.