Formidling af enestående verdensnatur i Grønland

Stregerne til det kommende Isfjordscenter i Ilulissat i Grønland er allerede sat. Nu er også udstillingskoncept og finansiering af udstilling på plads. Det skal for fremtiden formidle Isfjordens unikke fortælling.

Isfjordscenter Ilulissat

Isfjordscenter Ilulissat (Visualisering) Foto: Image By Mir.

Isfjorden er unik

Den UNESCO-fredede Isfjord ved Ilulissat med de store isbjerge tiltrækker hvert år tusindvis af turister. Det er en betagende naturoplevelse, hvor besøgene kan opleve naturens storhed. Fra 2021 vil de mange besøgende også kunne kombinere denne oplevelse med at besøge et isfjordscenter i Ilulissat, som vil gøre dem klogere på Isfjorden.

Isfjordscenteret i Ilulissat er finansieret af Realdania, Grønlands Selvstyre og Qaasuitsup Kommunia – og nu også Nordea-fonden, som netop har besluttet at bidrage til det kommende besøgscenter. Med dette stærke finansieringsgrundlag er Grønland godt på vej til at få en attraktion i særklasse i Ilulissat.

En interaktiv udstilling for alle

Nordea-fonden har meddelt Grønlands Selvstyre, at projektet støttes med 16.450.000 kroner, som skal bruges til udstillingsdelen i Isfjordscenteret og herunder bl.a. skal sikre aktualitet og interaktivitet i udstillingen samt digitalt undervisningsmateriale på grønlandsk, dansk og engelsk. Hvor Isfjordscenteret er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter, designes selve udstillingen af JAC Studios.

”Isfjorden er enestående verdensnatur, og derfor er vi stolte over at bidrage til at flere kan opleve og forstå dens storhed,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Nordea-fonden har et almennyttigt formål, og støtter gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur med op til ca. 550 millioner kroner årligt. Fonden støtter ikke projekter i Grønland, og besøgscenteret ved det naturskønne UNESCO landskab i Ilulissat er en undtagelse.

Et internationalt udstillingsvindue

”Jeg er utrolig stolt af støtten fra Nordea-fonden, som blot understreger den store interesse for isfjordscenteret. Med støtten vil formidlingsaspektet blive opgraderet. Når dette sammenholdes med naturen, arkitekturen og den lokale forankring, vil isfjordscenteret i Ilulissat blive et unikt internationalt udstillingsvindue for verdens klimaforandringer” siger Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi Hans Enoksen.

Åbning i 2021

Anlægsarbejdet af det nye besøgscenter skal starte i løbet af 2019 med forventet åbning i efteråret 2021. Allerede i 2015 indgik Grønlands Selvstyre, Qaasuitsup Kommunia og Realdania en partnerskabsaftale om etableringen af Isfjordscenteret. Herudover har de internationale fonde Bloomberg Philanthropies og OAK Foundation ligeledes bidraget.

Kort og kontant

Projektnavn
Ilulissat isfjordscenter
Projektejer

Grønlands Selvstyre

Støttet med

16,45 mio

Samlet budget

28,7 mio

Få mere at vide

Pauline Knudsen
Leder

Greenland Visitor Center

+299 345660

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.