Danmark spiser sammen!

`Danmark spiser sammen' er et nyt initiativ og en landsdækkende kampagne, der vil fremme fællesskabet gennem måltider. Fra uge 17 dækker foreninger, frivillige, kommuner, skoler, virksomheder og private op i kampen mod ensomhed.

Danmark spiser sammen

Ensomhed mistrives i fællesskaber, og fællesskaber kan ingen skabe alene. 'Danmark spiser sammen' vil med fælles måltider gøre det lettere at styrke og skabe nye fællesskaber. Foto: Hans Ole Madsen.

Måltider kan skabe nye fællesskaber

Spis med!

Tilmeld dig fællesspisning nær dig:
http://danmarkspisersammen.dk/

Folkebevægelsen mod Ensomhed sætter spot på fællesskabet og det sociale omkring måltidet med det landsdækkende initiativ 'Danmark spiser sammen'.

Ensomhed mistrives i fællesskaber, og fællesskaber kan ingen skabe alene. Fælles måltider er samvær med hinanden, hvor vi kan styrke fællesskaber og skabe nye.

Derfor arrangerer 'Danmark spiser sammen' hundredevis af spisearrangementer i hele Danmark i uge 17 i samarbejde med blandt andet foreninger, frivillige og kommuner. Målet er at få tusindvis af danskere til at spise sammen.

Danmark spiser sammen

  • 'Danmark spiser sammen' løber af stablen i hele uge 17 med hundredevis af fællesspisninger og skal fremover være en årlig national begivenhed.
  • Det er Folkebevægelsen mod Ensomheds aktører, som står bag arrangementerne.
  • Nordea-fonden støtter 'Danmark spiser sammen' med 9,6 mio. kr. i 2016-2018.

Nordea-fonden støtter initiativet med 9,6 mio. kr. i tre år for gennem måltidet at sætte fokus på ensomhed og fælleskab.

”Støtten fra Nordea-fonden er helt afgørende for, at vi nu kan realisere tankerne bag 'Danmark spiser sammen'. Det gør, at vi kan nå ud i alle kroge af landet med budskabet om, at vi alle sammen kan bruge måltidet til at skabe nye fællesskaber. Og gøre kampen mod ensomhed og det at spise sammen til en folkesag,” siger Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen, på vegne af Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Fællesspisninger i hele landet 25. april

'Danmark spiser sammen' skydes i gang med fem store fællesspisninger mandag den 25. april i Varde, Aalborg, Aarhus, Odense og København. Den nationale begivenhed har både til hensigt at gøre det lettere for alle at invitere indenfor - og at turde sige ja tak til invitationen.

Der er plads til 3-500 spisende gæster til fællesspisningerne, og alle gæster modtager en madstafet og en opfordring til selv

at invitere til et måltid efterfølgende. Det behøver ikke være et stort arrangement; det centrale er at invitere nye mennesker med, som ellers spiser alene, eller som vi normalt ikke ser. Efter uge 17 vil mange flere måltider hos aktørerne i Folkebevægelsen følge efter.

Folkebevægelsen mod Ensomhed

  • Folkebevægelsen mod Ensomhed udgøres af mere end 60 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder.
  • Folkebevægelsen vil aftabuisere ensomhed og hjælpe folk med at mødes, så ensomheden brydes.
  • Folkebevægelsen vil halvere antallet af ensomme danskere inden 2020 - fra 212.000 danskere i 2014 til 106.000 i 2020.Læs mere om Folkebevægelsen mod Ensomhed.

”Måltidet bringer folk sammen og skaber fælleskaber. Ved at åbne for vores egne fællesskaber og invitere naboen eller et familiemedlem, som måske sjældent kommer ud, kan vi alle bidrage til at bekæmpe ensomheden,” siger Anders Folmer Buhelt fra Ungdommens Røde Kors, som også er en af organisationerne bag Folkebevægelsen mod Ensomhed.

Fokus på måltidet som motor for nye relationer er afgørende for, at Nordea-fonden støtter projektet:

”Måltidet er en oplagt mulighed for at møde nye mennesker og knytte bånd til andre. Vi håber, at mange vil være med til at invitere til fællesspisning, og at rigtig mange har mod på at træde ind i nye fællesskaber,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Kontakt

For yderligere information om 'Danmark spiser sammen' kontakt:

Projektleder Ania Stoltz-Andersen på tlf. 26 17 85 20 eller læs mere på www.modensomhed.dk


Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.