Ripa Ringborg

Projektet på Ribe VikingeCenter har en stærk social karakter, hvor lokale frivillige kan bidrage med håndkraft. Projektet er støttet med 3 mio. kr. fra Nordea-fonden.

Hvad er formålet

Med Ripa Ringborg skal Ribe VikingeCenter og Ribe løftes som turistdestination. Derfor har projektet fokus på etablering af inkluderende fællesskaber og fritidsaktiviteter, mobilisering af frivillige, samt forbedring af de fysiske faciliteter for de frivillige.  

Hvorfor støtter vi

Med disse nye aktiviteter sker der et stort løft i det lokale fællesskab og deltagelsen i fritids- og kulturlivet. Forbedring af aktivitetsmuligheder vil have en positiv indvirkning på børn, unge og voksne fra lokalområdet.

Et evigt byggesæt til besøgende

En forsvarspalisade, en portindgang og fire garnisionshuse skal opføres på Ribe VikingeCenters ringvold, hvor krigere og bueskyttere i dag holder til, træner og instruerer gæsterne.

Og det bliver på flere måder et helt særligt miljø. En del af forsvarsværket skal eksempelvis stå ufærdigt hen og fungere som et evigt "byggesæt", hvor besøgende familier, skoleklasser og andre nysgerrige kan tage fat, bygge videre, få indblik i konstruktionsmetoderne på Harald Blåtands tid og være med til at forsvare Ripa, vikingernes by.

"Det er et spændende projekt på Ribe VikingeCenter, som vi glæder os til at se udfolde sig," siger borgmester Jesper Frost Rasmussen. Han får fuld opbakning af formanden for Kultur og Fritidsudvalget May-britt Andrea Andersen, som udtaler:

"Byggeriet skaber nogle nye rammer for lærerige aktiviteter for bl.a. skoleelever i undervisningsforløb, og så er det vigtigt, at Centret får optimerede faciliteter for de mange frivillige kræfter, der er med til at løfte stedet og dermed sætte vores kommune på landkortet."

Fakta
  • Projektet 'Ripa Ringborg' er treårigt fra 2021 til 2024.
  • Byggeriet på ringvolden opstartes sidst i oktober 2021. Fra sæsonstart i foråret 2022 fortsættes byggeopgaverne som en del af formidlingen. Bebyggelsen vil stå endeligt færdigt ultimo 2024.
  • Opgaven omkring interessegrupper og fritidstilbud er startet. I september 2021 starter de første hold.

Frivillige om fælles interesser

Det andet aspekt ved projektet er forbedrede faciliteter og nye aktivitetsfælleskaber for børn, unge og voksne fra lokalområdet. Projektkoordinator Anna Bech Lund skal løfte den vigtige opgave at etablere og assistere nye interessegrupper, fritidsaktiviteter og fællesskaber.

"Vi har et ønske om at etablere flere nye interessegrupper for voksne frivillige. De kunne f.eks. arbejde med tømrer- og bådebyggeropgaver, havebrug, vikingemad, tekstil, musik og fortælling eller sågar kunsthåndværk. Emnerne er selvfølgelig vikingerelaterede, men man behøver overhovedet ikke være inkarneret viking for at deltage," fortæller Christin V. Clausen, dramaturg og leder på Ribe VikingeCenter.

Et medbyggerprojekt

Et af garnisionshusene indrettes som klubhus og mødested for frivilliggrupperne, som skal involveres aktivt i byggeriet. Ribe VikingeCenter arbejder for at etablere et medbyggerteam, der har lyst til aktivt at skabe det nye miljø sammen med en håndværksleder.

"Fællesprojekterne har rigtig stor betydning for sammenholdet. Når vi sammen med de frivillige skaber noget synligt og blivende som et byggeri eller oplevelser som tilbagevendende events, styrker det relationerne og  tilknytningen til stedet her," fortæller Mikkel F. Laursen, bygmester og leder på Ribe VikingeCenter.

Gå til viking

Der er også tænkt på de yngre aldersgrupper i fondsprojektet, for som noget helt nyt vil Centret opstarte to fritidstilbud. Børn kan se frem til at kunne "gå til viking", lære om alle de praktiske gøremål i et vikingeliv, deltage på sommerlejr m.m. For den unge målgruppe introduceres "Vikingerollespil" i Centrets unikke historiske miljøer, hvor der skal hittes på historier, roller og spil. Det er målet, at de første hold startes op i september.

Fondsprojektet er finansieret ved et anlægstilskud fra Esbjerg Kommune, bevillinger fra hhv. Nordea-fonden, Johan Hoffmann Fonden, Norlys Vækstpulje, Lokale og Anlægsfonden samt tilskud fra Kulturklubben Ribe.

I løbet af den tre årige projektperiode vil byggeriet stå på, og sideløbende skal interessegrupperne og fritidsaktiviteterne organiseres, så de efter projektafslutning er etablerede og kan fortsætte i regi af Ribe VikingeCenter.

Ripa Ringborg - Ribe VikingeCenter - skitse
Med bebyggelsen ved ringvolden vil Ribe VikingeCenter skabe et spændende aktivitetsområde, der skal formidle vikingetidens forsvarsanlæg og ingeniørmæssige formåen.

Kontakt

Anna Marie Krarup

Anna Marie Krarup

Seniorprojektkonsulent
4070 3771

Kort og kontant

Projektnavn
Ripa Ringborg
Projektejer

Ribe VikingeCenter

Projektperiode
2021-2024
Støttet med

3 mio. kr.

Få mere at vide

Diana Bertelsen
Kommunikation og markedsføring

Ribe VikingeCenter

75 411 611

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.