Mødestedet langt ude på landet
Der pustes liv i det gamle teglværk i Knabstrup, når stedet er blevet omdannet til et nyskabende, borgerdrevet, alternativt kulturhus med navnet 'Makvärket'. Makvärket er drevet af frivillige, som ønsker at gøre en forskel. Projektet samler lokale borgere til at drive udviklingen på stedet.
Formålet med ’Makvärket’ er at skabe et levende kultursted, som i samarbejde med det lokale foreningsliv skaber og udvider fritidstilbud til børn og voksne.
Vi støtter, fordi ‘Makvärket’ vil skabe nye muligheder for bevægelse i lokalmiljøet med et eksperimenterende rum, der indbyder til leg og aktivitet for børn og voksne.
Mødestedet langt ude på landet
Det er de færreste kulturhuse i Danmark, som ligger et stykke ude på landet. Men i Vestsjælland – nærmere bestemt 4 kilometer fra den lille by Knabstrup – knejser en stor skorsten op i landskabet. Skorstenen stammer fra et gammelt teglværk, som slukkede for ovnene i 1988. Efter at have ligget brak i en del år, har en flok visionære unge arbejdet på at omdanne stedet til et nyskabende, borgerdrevet, alternativt kulturhus med navnet ‘Makvärket’.
Det organiske kulturhus
Der hvor ’Makvärket’ skiller sig ud i forhold til så mange andre kulturhuse er, at stedet er drevet fuldstændigt på frivillig basis. Den gamle fabrik er enorm, og der er ingen, som har skabt en detaljeret masterplan for, hvad der skal ske. Det sker organisk med tiden og er baseret på en græsrodstankegang, hvor autonome grupper, som brænder for et projekt, kan gå i gang med at udvikle og evt. skaffe finansiering.
Storbyen møder lokalområdet
Drømmen om et løst organiseret kulturhus som ‘Makvärket’ var ikke i sit udgangspunkt lokalt forankret, men blev startet af en gruppe idealistiske unge fra storbyen, som så Teglværket som en mulighed for at lave et alternativt mødested. Derfor har Tannie og de andre brugere af ‘Makvärket’ stort fokus på at lukke lokalmiljøet indenfor, så der er en større pulje af mennesker, som man kan trække på til at drive udviklingen på stedet.
Alle kan sætte sit aftryk
Udviklingen af ’Makvärket’ drives af lysten til at gøre en forskel. Der er en meget løs medlemsstruktur, hvor man kan være passivt eller aktivt medlem. Alle inviteres til alle aktiviteter, men der er ingen forventning om, at man skal lægge et vist antal timer.
Nyt badehus og bevægelsesrum
‘Makvärket’ forsøger også at tiltrække unge fuldtidsfrivillige, der vil være med til at lære noget om bæredygtigt byggeri og være med til at udvikle ’Makvärket’. Blandt andet til at indrette et bevægelsesrum og et badehus, som skal komme en bred gruppe af brugere til gode. Også gymnastikhold fra den lokale idrætsforening. Det er et projekt, som er støttet af Nordea-fonden og forventes færdigt indenfor et par år.
Kort og kontant
Foreningen Makvärket
1 mio. kr.