DELTAG – Om deltagerkultur i Danmark

Hvorfor er der nogle mennesker, der lægger mængder af timer som frivillige i det lokale kulturhus hver uge? Og hvad får man egentlig ud af at stå bag scenen og hjælpe med alt det praktiske, når der er koncert eller andre arrangementer?

Hvad er formålet

Formålet med projektet er, at få mere viden om, hvordan deltagelse i både kultur- og samfundsliv egentlig praktiseres i forskellige sammenhænge, og hvilken betydning den har for både borgere og institutioner.

Hvorfor støtter vi

Nordea-fonden støtter projektet, da aktiviteter i landets kulturhuse er med til at styrke lokale fællesskaber. Viden fra projektet vil skabe udviklingsmuligheder for alle med interesse for kulturel deltagelse.

Viden og læring fra projektet

Foreningen Kulturhusene i Danmark har i samarbejde med Aarhus Universitet lavet den første landsdækkende, forskningsbaserede undersøgelse af danske kulturhuse nogensinde. Undersøgelsen involverer 308 kulturhuse og konkluderer blandt andet, at kulturhusene er vigtige arenaer for demokratiske processer, der er væsentlige i et levende demokrati.

Med den afsluttende rapport fra DELTAG præsenteres en samlet analyse af deltagelsesformer og værdier i 28 kulturhuse i hele Danmark. Analysen er struktureret omkring de tre elementer, som ses som centrale for deltagelse: Rammerne, deltagerne og aktiviteterne. Se forskningsresultaterne her:

Derudover har projektet offentliggjort en guide om deltagelse: Et værktøj til, hvordan man som kulturinstitution kan undersøge og udvikle sin egen praksis for deltagelse. 

Tæt samarbejde mellem forskere

Med 3,3 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden har landsforeningen Kulturhusene i Danmark igangsat projektet DELTAG i tæt samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet. Projektet undersøger hvorfor og hvordan borgerne deltager og hvilke effekter det har, og derved bidrager projektet til en dybere forståelse af kulturelle deltagelsesformer og deres udviklingsmuligheder i Danmark. Viden fra projektet forventes at være relevant for alle organisationer med interesse i borgernes aktive deltagelse. 

Forskerholdet fra Aarhus Universitet, der kortlægger og undersøger de danske kulturhuse og andre borgerinvolverende institutioner, består af; Ph.d. Stipendiat Karen Nordentoft, seniorforsker Louise Ejgod og professor Birgit Eriksson.

Projektet ligger i tråd med Nordea-fondens ønsker om at støtte gode liv i hele landet. ”Aktiviteter i landets kulturhuse er med til at styrke lokale fællesskaber. En grundlæggende forudsætning er dog at borgerne har lyst til at deltage. Derfor er projektet vigtigt at bakke op om”, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Aktiv deltagelse som metode

Peter Ørting, der er formand for Kulturhusene i Danmark siger: ”Viden fra undersøgelsen vil skabe masser af udviklingsmuligheder for vores medlemmer og alle andre med interesse for kulturel deltagelse. Og de mange muligheder skyldes jo især, at projektet ikke bare skal undersøge, hvad det vil sige at ”deltage” i kulturlivet, men at det også vil bruge aktiv deltagelse som metode, til både at støtte lokal udvikling og til indsamling af ny viden om kulturhuse og lignende aktiviteter.

”Aktuelt er der et stort fokus på at få borgerne til at deltage aktivt i både kultur- og samfundsliv. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi får mere viden om, hvordan deltagelse egentlig praktiseres i forskellige sammenhænge, og hvilken betydning den har for både borgere og institutioner”, siger Birgit Eriksson, forsker fra Aarhus Universitet.

Louise Ejgod fortsætter: ”Ja, for hvad er det egentlig, der menes, når der tales om ”deltagelse”? Det er jo fx oplagt, at det ikke er det samme at være publikum til en koncert, som det er selv at arrangere koncerten eller måske endda selv stå på scenen. Om borgerne deltager foran, bag eller på scenen har stor betydning for, hvordan det opleves og dermed effekten af deltagelsen, og det er noget af det, vi rigtig gerne vil undersøge meget nærmere”.

Bygger videre på tidligere forskning

Projektet bygger videre på det europæiske projekt RECcORD, som blev afsluttet i kulturbyåret 2017, og som forsker Birgit Eriksson også var en del af. 

”Selvom vi selvfølgelig ikke kender forskningsresultatet fra DELTAG projektet endnu, ved vi fra tidligere forskning, at kulturhusene er gode til at møde borgernes mange og meget forskellige ønsker om deltagelse. Derfor taler vi ikke om én måde at deltage på, men om flere forskellige deltagelsesformer, ja, faktisk seks i øjeblikket. På forskellig vis understøtter deltagelsesformerne etableringen af nye samtaler og fællesskaber og er dermed af stor betydning for den demokratiske dannelse. En dybere forståelse af processerne og et fælles sprog, vi kan beskrive dem med, kan derfor også være af stor betydning for den demokratiske udvikling i samfundet som helhed.” siger Birgit Eriksson.

Kontakt

Kristian Krogh Hansen

Kristian Krogh Hansen

Projektkonsulent
4070 3785

Kort og kontant

Projektnavn
DELTAG – Om deltagerkultur i Danmark
Projektejer

Kulturhusene i Danmark

Projektperiode
2019-2022
Støttet med

3.3 mio. kr.

Samlet budget

4.7 mio. kr.

Få mere at vide

Matilde Lund Larsen
Projektleder

Kulturhusene i Danmark

2877 6048

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.