Børneliv i sund balance

Børns sundhed og trivsel afhænger i høj grad af, hvor de vokser op. I 'Børneliv i sund balance', der er ledet af KL, skal tre kommuner arbejde med at styrke børns sundhed og trivsel i tæt samarbejde med familier og lokalsamfund.

Hvad er formålet

Projektet, der løber over 5 år og støttes af Nordea-fonden med 22,7 mio. kroner, bygger på bedste viden og erfaringer fra ind- og udland. Projektet skal styrke kommunale og civile aktører i lokalområderne til at stå sammen om at fremme fællesskab og trivsel, sunde madvaner og fysisk aktivitet.

Hvorfor støtter vi

Med denne indsats tager alle mennesker, som barnet dagligt møder, fælles fat om at skabe sunde rammer for barnets liv. Det bliver spændende at følge, om metoden får samme positive effekt som den har haft i Holland.

Børneliv i sund balance

Hvordan kan kommuner, lokalsamfund og familier sammen skabe gode rammer for et sundt børneliv og dermed sikre, at børnene får et godt afsæt i livet uden overvægt? Det skal et 5-årigt projekt støttet af Nordea-fonden forsøge at give svar på.


Under overskriften ’Børneliv i sund balance’ skal Aalborg, Frederikssund og Albertslund kommuner i samarbejde med KL’s Center for Forebyggelse i praksis arbejde med at fremme en sund vægtudvikling hos børn i alderen 0-10 år, som er bosat i udvalgte lokalsamfund.


Fakta om ulighed i børns sundhed
  • Der er en dobbelt så stor andel af overvægt eller svær overvægt blandt skolebørn i lav socialgruppe (16%) end blandt børn i høj socialgruppe (8%).
  • Der er flere skolebørn, som ikke udfører hård fysisk aktivitet ugentligt i fritiden, i lav socialgruppe (17%) end i høj socialgruppe (7%).
  • Andelen af skolebørn, som drikker sodavand med sukker dagligt, er markant større i lav socialgruppe (14%) end i høj socialgruppe (5%).

Kilder:


Målet er, at alle relevante voksne i lokalsamfundet – herunder forældre, sundhedspleje, dagtilbud, skole og lokale idrætsforeninger – arbejder sammen og tager fælles ansvar for at styrke sundheden og trivslen hos de lokale børn.



Bygger på bedste viden og erfaringer


Projektet, der løber over 5 år og støttes af Nordea-fonden med 22,7 mio. kroner, bygger på bedste viden og erfaringer fra ind- og udland. Særligt erfaringer fra Amsterdam, hvor det netop igennem indsatser, der styrker lokalsamfundet, er lykkedes at reducere andelen af børn med overvægt i udsatte boligområder.


”Vi er meget begejstrede over, at vi med den store projektstøtte fra Nordea-fonden kan afprøve vidensbaserede indsatser i praksis i forskellige typer af lokalområder i tre kommuner,” siger Tine Curtis, leder af Center for Forebyggelse i praksis i KL.



I Nordea-fonden er der fokus på at støtte indsatser, der får flere børn til at blomstre.



”Med denne indsats tager alle mennesker, som barnet dagligt møder, fælles fat om at skabe sunde rammer for barnets liv. Det bliver spændende at følge, om metoden får samme positive effekt som i Holland,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.



I Aalborg Kommune glæder borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, sig over at være en del af projektet.


”Vi ved, at den bedste måde at komme overvægt til livs er ved at forebygge, at den overhovedet opstår. I projektet flytter vi fokus fra det enkelte barn med overvægt til, at lokalsamfundet tager et fælles ansvar for alle børns sundhed. Sundhedspleje, dagtilbud, skole og lokale foreninger og erhvervsdrivende skal sammen med børnefamilierne gøre det nemmere og mere attraktivt at spise sundt og være fysisk aktiv”, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Stor ulighed i sundhed – også blandt børn


I Danmark er der en betydelig ulighed i sundhed. For børn betyder det, at der er store forskelle i livsstil og i sundhedsudfordringer afhængig af forældrenes uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det gælder fx i forhold til overvægt, usunde madvaner, fysisk inaktivitet og deltagelse i foreningslivet.


”En god trivsel og sundhed i barndommen er afgørende for børns muligheder for at lære, udvikle sig og klare sig godt. Desværre er der en stor ulighed i sundhed, og nogle familier når vi ikke nær så godt med den nuværende indsats. Vi vil gerne være med til at tænke nyt og bidrage til, at børns sundhed ikke er påvirket af, hvor de vokser op”, siger Steen Christiansen, borgmester i Albertslund Kommune.



Projektet skal styrke kommunale og civile aktører i lokalområderne til at stå sammen om at fremme fællesskab og trivsel, sunde madvaner og fysisk aktivitet. Og erfaringerne skal bredes ud til hele landet:



”Projektet tager afsæt i alle de gode kræfter, der allerede er i børnefamiliernes nærmiljø. Vi håber, at erfaringerne fra projektet bidrager med ny viden om, hvordan kommuner i hele landet kan samarbejde med familier og lokalsamfund for at fremme børns sundhed”, siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune.

Fakta om projektet

Målgruppen er børn fra 0-10 år og deres familier i henholdsvis Albertslund Kommune, i 4 udvalgte lokalområder i Aalborg Kommune og i to lokalområder i Frederikssund Kommune. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet evaluerer projektet. KL, Center for Forebyggelse i praksis har det overordnede ansvar for at lede projektet.

Formålet med projektet er udvikle og afprøve indsatser i kommuner, lokalsamfund og familier, der fremmer sund vægtudvikling hos børn. Udover at styrke eksisterende indsatser i lokalområderne vil projektet omfatte følgende aktiviteter:


  • Sundhed der er nemt i hverdagen. En alsidig og bred kommunikationsindsats, der gør det sunde nemt og attraktivt i hverdagen for familierne.
  • En sund start for alle nye børnefamilier. Herunder en proaktiv intensiv støtte fra sundhedsplejen til amning og sunde madvaner i barnets første leveår.
  • Leg, bevægelse og mod på sund mad i dagtilbud. Samt at sundhedsplejen og dagtilbud samarbejder om en legebaseret undersøgelse af motorik og vægtudvikling.
  • En sundhedsfremmende skole. Herunder en styrket indsats ift. en fysisk aktiv og sundhedsfremmende skoledag, bedre forældresamarbejde og inddragelse af idrætsforeninger og øvrige lokalsamfund.
  • Styrkede lokale idrætsforeninger med flere tilbud til idrætsuvante børn, herunder rekruttering af frivillige og flere børn i foreningerne.
  • Et aktivt familieliv og sunde fællesskaber i lokalsamfund. Flere aktiviteter om sund mad og fysik aktivitet gennem involvering af foreninger, erhvervsliv og andre lokale ressourcer i forhold til at tage et medansvar for børnefamilierne sundhed.

Tidsramme og økonomi


  • Projektet har en tidsramme på 5 år og kører fra 2020 til 2024.
  • Efter projektperioden har kommunerne forpligtet sig på at fastholde fokus på projektets målsætninger i yderligere 5 år.
  • Nordea-fonden støtter projektet med 22,7 mio. kr.

Yderligere information
Tine Curtis, leder af Center for Forebyggelse i praksis, KL: tcu@kl.dk, tlf. 3452291
Karen Eriksen, projektleder kae@kl.dk, KL: tlf. 23831928.

Kontakt

Michala Brechling

Michala Brechling

Seniorprojektkonsulent
4070 3773

Kort og kontant

Projektnavn
Børneliv i sund balance
Projektejer

KL (Kommunernes Landsforening)

Projektperiode
2020-2024
Støttet med

22,7 mio. kr.

Samlet budget

29,3 mio. kr.

Få mere at vide

Karen Eriksen
Projektleder

KL (Kommunernes Landsforening)

23831928

KL

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.