Nyt projekt hjælper Lillebælts havmiljø i bedre balance
Bredt samarbejde mellem frivillige, fonde og de tre kommuner bag Naturpark Lillebælt vil skabe øge opmærksomheden om Lillebælts særlige havmiljø.
Forbedringer i havmiljøet kan give vigtig viden
Der er hjælp på vej til Lillebælt. Med et samlet beløb på 17,1 mio. kr. fra Nordea-fonden og VELUX FONDEN kan projektet Bælt i Balance nu gå i gang.
Naturpark Lillebælt er et samarbejde mellem Kolding, Middelfart og Fredericia Kommuner. Bælt i balance er et stort projekt med mange samarbejdspartnere og mange elementer. Projektet skal:
- Skabe konkrete forbedringer i havmiljøet – kernen i Naturpark Lillebælt. Der kommer nye stenrev, biohuts (fiskebørnehaver), opfiskning af krabber, frivillige fredninger og mindre støj i havet. Tiltag som skal give bedre levevilkår for torsk, havørred og marsvin og færre krabber.
- Give mere viden om Lillebælt ved forskning i forbedringernes effekt på marsvin, torsk, fiskeyngel og havørred.
- Formidle viden og forskning til borgere, besøgende og foreninger. Faciliteterne og formidlingen ude ved naturparkens kyst skal forbedres, så særligt skoler og unge får bedre mulighed for at opleve havet, lære og forstå det der sker under overfladen.
Bælt i balance strækker sig over 5 år fra 2020 til 2025. VELUX FONDEN støtter med 7,5 mio. kr. til forbedringer og mere forskning i Lillebælt. Nordea-fonden støtter med 9,6 mio. kr. De tre kommuner har afsat 15,2 mio. kr. til projektledelse og administration i deres budgetter.
Stor opbakning til projektet
Det er gode nyheder for de tre politikere i Naturpark Lillebælts forretningsudvalg.
"Det her er fantastisk. Vi får nu mulighed for at gøre noget konkret for vores havmiljø og få flere forskere til vores område. Vi bliver klogere og finder ud af, hvilke virkemidler der har effekt", siger Peter Storm formand for Naturpark Lillebælt og fra byrådet i Middelfart Kommune.
"Oplevelser, formidling og viden om vores hav og kyst ved Kolding Fjord og Lillebælt er vigtige dele af projektet. Det får os til at holde af vores natur, så vi passer bedre på den fremadrettet", siger Eea Haldan Vestergaard fra byrådet i Kolding Kommune.
"Jeg meget stolt over vores samarbejde i Naturpark Lillebælt, og de tiltag vi sammen gør for vores havmiljø. Tillykke til os alle med det flotte resultat", slutter Christian Bro fra byrådet Fredericia Kommune.
Nordea-fonden har et særligt fokus på at støtte initiativer, der få flere ud i det fri:
"Bælt i Balance vil inspirere flere til at opleve og forstå vores enestående kystnatur og alt det, som ligger lige under havets overflade. Derfor glæder vi os over, at projektet foregår i stærkt samarbejde mellem kommuner, foreninger, forskere og turismeerhvervet", siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Også direktør Ane Hendriksen i VELUX FONDEN er positiv:
"VELUX FONDEN ønsker et sundt havmiljø i Danmark og støtter en lang række konkrete indsatser, der bidrager til at forbedre livet under havoverfladen og langs vores kyster. Havet har behov for, at vi samarbejder om langsigtede løsninger. Projekt ’Bælt i balance’ viser vejen ved at arbejde målrettet på benyttelsen og beskyttelsen af havets ressourcer i en stærk kommunal forankring".
Bredt samarbejde bag Bælt i balance
Projekt Bælt i balance bakkes op af flere forskellige interesser. Både fritidsfiskere, sportsfiskere, småbådsklubber og erhvervsfiskere fra Bælternes Fiskeriforening med i projektet. Projektet skal give flere torsk, som efterhånden er en mangelvare i Naturpark Lillebælt. Og torsken skal være med til at æde de mange krabber der findes. Nogle af de nye stenrev, der skal laves, forventes også at have betydning for havørreden.
Forskningen i Lillebælt foretages af partnere fra Aarhus Universitet, Institut for Bioscience, der er førende i forskning af marsvins adfærd, bioakustik, fødegrundlag og vandringer, og DTU Aqua, der er førende i overvågning af dansk fiskeri og fiskebestande.
Formidlingsdelen involverer mange lokale foreninger og erhverv med interesse for naturen i Lillebælt og tilknytning til havet fx dykkerklubber, kajaklubber og naturpark-partnerne. De lokale gymnasier og folkeskoler, Houens Odde Spejdercenter, Destination Lillebælt og Visit Kolding og Visit Lillebælt er også med. Forskere fra SDU skal undersøge, hvordan formidlingen om havet virker på børn og unge igennem projektet.
Kort og kontant
Middelfart kommune
2020-2025
9,6 mio. kr.
17, 1 mio. kr.
Få mere at vide
Naturpark Lillebælt
2974 3766