25 mio. kr. skal give frisk pust til landets mange kulturhuse

Aktivitetsniveauet er højt i de danske kultur- og medborgerhuse, men det kniber med at få alle befolkningsgrupper inden for i varmen. Det skal 25 mio. kr. fra Nordea-fondens kulturhuspulje være med til at ændre på.

25 mio. kr. til at styrke jeres mødesteder

Det vrimler med kulturhuse i Danmark. Tæller man alle medborgerhuse, forsamlingshuse, ungdomshuse og åbne værkstedfællesskaber med, kommer man i følge en nyere kortlægning op på 410 kulturhuse i alt. Det svarer til godt fire i gennemsnit i hver af landets kommuner.

At der er så mange kulturhuse i Danmark, vidner om at det lokale engagement er stort. Med kulturhuspuljen vil vi gerne bidrage til at endnu flere får mulighed for at engagere sig i alt fra kreative sysler til involverende debatter og arrangementer,
siger Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

Hun håber, at Kulturhuspuljen på 25 mio. kr. kan være med til at gøde fællesskaberne og anspore til ny gejst og inspiration.

Kortlægningen af landets kulturhuse, som Aarhus Universitet og Foreningen Kulturhusene i Danmark har foretaget, viser også, at der er befolkningsgrupper, som generelt er underrepræsenteret. Det gælder for eksempel unge, det gælder etniske minoriteter og det gælder mennesker i særligt udsatte positioner.

Læs mere om Kulturhuspuljen 

Åben for eksperimenter

Konkret håber fonden, at en økonomisk håndsrækning kan være med til at sætte gang i en foreningsfornyelse, som frister flere fra andre målgrupper til aktiv deltagelse i foreningerne. Mange foreningsaktive har nået en moden alder, mens færre unge melder sig til at tage over som frivillige.

Vi er spændt på, om vi får bud på andre organiseringsformer og mødesteder, som særligt de unge kan se sig selv i. Vi er åbne for eksperimenter med nye former for frivillighed og tilgængelighed,
siger Christine Paludan-Müller.

Et grundlæggende krav for at opnå støtte er, at husene skal tilbyde borgere aktiv deltagelse i kultur. Støtten fra puljen kan gå både til at holde liv i eksisterende fællesskaber og aktiviteter, som kulturhusene allerede har gang i og til at etablere nye.

For at hjælpe ansøgere godt på vej inviterer Nordea-fonden til gratis webinar, hvor fonden fortæller mere om puljen og der gives gode råd til ansøgningen.

Tilmeld webinar her

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.
Se hvad Nordea-fonden støtter med Kulturhuspuljen

Møde folk, der er anderledes end en selv

Foruden ønsket om at støtte nye gruppers involvering lægger fonden også vægt på at støtte huse med en særlig beliggenhed. Det kunne være et kulturhus, der ligger i nærheden af både et parcelhuskvarter og et almennyttigt boligbyggeri.

Vi vil gerne understøtte muligheden for, at man gennem aktiv deltagelse i lokalsamfundet kommer til at møde nogen, der er anderledes end en selv og på den måde fremme den aktive demokratiske deltagelse og dialog,
siger Christine Paludan-Müller.

I kortlægningen af kulturhusene siger 61 procent af brugerne, at de kommer på grund af det sociale samvær, som dermed er den klart vigtigste grund til at benytte kulturhusene.

Kulturhusene er en broget flok. Nogle er meget store med en stab af faste lønnede ansatte og en årlig tocifret million omsætning, mens andre drives af få frivillige for nogle få tusinde kroner.

Men alle kan søge fra 200.000 kr. op til 1 mio. kr. til kulturelle aktiviteter.

Aktiviteterne kan være foreningsdrevne, selvorganiserede eller drevet af husenes medarbejdere og det vil fremme mulighederne for støtte, hvis der er tænkt bæredygtighed – både social og miljømæssig bæredygtighed – ind i projekterne.

Fristen for ansøgninger er 31. maj 2023 kl. 12.00.

Fakta om Kulturhuspuljen

Hvad kan der søges støtte til?

  • Aktiviteter, der fremmer nye målgruppers deltagelse, f.eks. udvikling af nye aktiviteter eller særlige kommunikationsformer og -kanaler.
  • Udstyr og materialer, der understøtter aktiviteter, f.eks. symaskiner, væve, 3D-printere, pc’er, storkøkkener, køkkenredskaber og -maskiner, træ- og metalværktøj, lys- og lydudstyr, dj-pult, fotoudstyr, musikinstrumenter, pensler, maling, træ, metal, stof, ler, madvarer m.v.
  • Foreningsfornyelse, frivilligpleje, kompetenceudvikling, netværksdannelse og organisationsudvikling – herunder udvikling af bestyrelsesarbejde.
  • Uderum, f.eks. borde, bænke, skater-ramper, parkouranlæg, haver, bede, havegrej, udekøkkener, legepladser og udendørs scener.

Kulturhuspuljen er på 25 mio. kr. og der kan søges fra 200.000 kr. og op til 1 mio. kr.

Fristen for ansøgninger er 31. maj 2023 kl. 12.00. Ansøgere kan forvente svar i slutningen af september 2023.

Læs mere om puljen her.

Kort og kontant

Projektnavn
Kulturhuspuljen
Projektejer

Nordea-fonden

Projektperiode

Puljen kan søges frem til kl. 12.00, 31. maj 2023

Samlet budget

25 mio. kr.

Få mere at vide

Anna Marie Krarup
Projektkonsulent

Nordea-fonden

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.