Visionært kulturhus er på vej i Hornslet

Et nyt og moderne kulturhus er på vej i Hornslet. Her får lokale borgere og besøgende adgang til biograf, bibliotek, kulturskole, musik- og teateraktivitet, borgerservice og foreningsaktiviteter. Det kommende byggeri opføres i tilknytning til byens biograf, hvor Foreningen Kulturgrunden allerede i dag laver kulturaktiviteter med frivillige kræfter. Nordea-fonden støtter projektet med 30 mio. kr.

Hornslet får et nyt samlingspunkt 

Stationsbyen Hornslet har de seneste år oplevet en voldsom vækst i tilflytningen og er på få år vokset fra 5.000 til 6.300 indbyggere med større nybyggerkvarterer rundt om byen. Hornslet er med sin nærhed til Aarhus’ mange kulturtilbud en by på kanten af storbyen. Det er et vilkår, som er med til at udfordre livet i bymidten samt fællesskabet og sammenhængen i byen. Det er dog et vilkår, som Foreningen Kulturgrunden nu er i fuld gang med at udfordre.

Foreningen Kulturgrunden har en stærk vision om at skabe et nyt kulturhus op ad den eksisterende biograf Kom-Bi, hvor byens indbyggere kan mødes på tværs af alder og baggrund. Det nye kulturhus skal rumme biograf, bibliotek, kulturskole, musik- og teateraktivitet, borgerservice og foreningsaktiviteter i ét hus. Sammen med en attraktiv café skal det sikre, at huset bliver et lokomotiv for livet i bymidten og et samlingssted hele dagen og året rundt for alle byens borgere.

I samarbejde med Syddjurs Kommune har Foreningen Kulturgrunden udarbejdet et ambitiøst visions- og ideoplæg til et nyt kulturhus i Hornslet. Det projekt er nu kommet et stort skridt tættere på virkeliggørelse med støtten fra Nordea-fonden på 30 mio. kr. Det kommer oveni støtten fra Syddjurs Kommune, som udover opkøb af en byggegrund har tildelt 25 mio. kr. til byggeriet, samt en risikosum på ca. 4 mio. kr. til uforudsete udgifter og markedsstigning.

Det faktum at Nordea-fonden kommer ind med en så markant bevilling på 30 mio. kr. betyder, at vi nu er sikre på at kunne bygge et kulturhus. Nu glæder os til at komme i gang med at konkretisere projektet yderligere. Vores vision er et moderne kulturhus, hvor hele byen kan mødes om mange forskellige aktiviteter. Det er er hus for alle, som skaber gode oplevelser, nærhed og fællesskab mellem os i byen. Vi tror på, at kultur i mange former er med til at bringe os sammen og de mange møder er med til skabe en sammenhængende og levende by. Vi er allerede godt i gang og i Foreningen Kulturgrunden driver vi på andet år et ”kulturhus uden mure” med stor opbakning. Sammen med støtten fra kommunen er vi nu kommet et stort skridt videre og næste skridt bliver et projektmodningsforløb i foråret. Tak til de mange frivillige som hjælper til og for det gode samarbejde med Handelsstandsforeningen, kommunens kulturinstitutioner og byens øvrige foreningsliv. Uden deres engagement var vi ikke nået så langt."
siger Lotte Jensen, formand for Foreningen Kulturgrunden.


Hos Nordea-fonden er der stor begejstring for projektet, fortæller uddelingschef Christine Paludan-Müller:

Det nye kulturhus i Hornslet er vokset frem af et stort, lokalt engagement og et stærkt ønske om skabe et nyt samlingspunkt i byen, hvor fællesskaber kan udvikles med kulturelle aktiviteter - f.eks. frivilligdrevet biograf, bibliotek, fælleshaver og kreative værksteder for børn og voksne - som omdrejningspunkt. Vores forhåbning er, at det gode samarbejde, der er skabt omkring kulturhuset, kommer til at blive en drivende kraft i udviklingen af Hornslet som en fortsat attraktiv by at bosætte sig og leve i.

Hos Nordea-fonden er vi stolte af, at vores støtte bidrager til at gøre det muligt at etablere et nyt fysisk mødested i Hornslet, som lokale borgere, besøgende og handelsliv alle kan få gavn af – og samtidig håber vi, at de stærke visioner bag kulturhuset kan være med til at inspirere andre byer, der gerne aktivt vil bruge kultur som en løftestang for at skabe flere gode liv.
...

Projektet startede tilbage i 2021, hvor Foreningen Kulturgrunden blev etableret. Kort efter opkøbte Syddjurs Kommune grundene Tingvej 18 og 20 ved siden af biografen Kom-Bi. Her har Foreningen Kulturgrunden siden afholdt et væld af arrangementer med udgangspunkt i et midlertidigt hus på Tingvej 18 og den tomme grund ved siden af Kom-Bi. Med foreningens aktiviteter er det lykkedes at tiltrække et stigende antal beboere i byen, både nybyggere og ældre beboere.

Et stort tillykke til byen Hornslet og Foreningen Kulturgrunden med den flotte støtte fra Nordea-fonden. Det var ikke lykkes at komme så langt uden de mange frivillige i byen, som har bakket op om kulturgrundens aktiviteter. Da vi i Byrådet tilbage i 2021 opkøbte de to grunde og besluttede at støtte etablering af et kulturelt samlingssted i Hornslet, drømte vi ikke om, at de frivillige i Foreningen Kulturgrunden kunne løfte opgaven så hurtigt. De har virkelig vist vejen med et flot visions- og ideoplæg og en strøm af gode kulturelle eksperimenter. Fra kommunens side glæder vi os til det fortsatte samarbejde med foreningen om at få skabt et levende og moderne kulturhus i Hornslet. Sammen med en ny udskoling, som bygges de kommende år, og projekt ”Frie bymidter”, som vil gentænke Hornslet bymidte, er der virkelig mange positive aktiviteter på vej til Hornslet.
siger Michael Stegger Jensen, borgmester i Syddjurs Kommune. 

Næste skridt i projektet er et projektmodningsforløb hen over 2024, hvor den endelige størrelse for huset og de kommende funktioner skal klarlægges fuldt ud. Der skal blandt andet afvikles dialogmøder med forventede brugere af huset og møder med andre aktører i byen.

Tidsplan frem mod ibrugtagning af kulturhus: 

  • Forår 2024 - projektmodningsforløb
  • Efterår 2024 – EU-udbud og arkitektkonkurrence
  • 2025 – Afsluttende fundraising og endelig projektering
  • 2026 – Opstart af byggeri
  • 2028 – Ibrugtagning af kulturhus
     
Fakta om det nye kulturhus 

Kulturhuset vil blive bygget af en selvejende ejendomsfond, der forventes stiftet i foråret 2024.

  • Det samlede budget for det nye kulturhus er på ca. 92 mio. kr.
  • Nordea-fonden har givet et tilskud på 30 mio. kr.
  • Syddjurs Kommune støtter samlet med ca. 30 mio. kr.
  • Projekt ”Frie Bymidter” under Kirkeministeriet har tildelt projektet 6 mio. kr.

Der skal efter et projektmodningsforløb fundraises den resterende del af projektet



Kort og kontant

Projektnavn
Kulturhus Hornslet
Projektejer

Foreningen Kulturgrunden og Syddjurs Kommune

Projektperiode

2024 – 2028

Støttet med

30 mio. kr.

Samlet budget

92 mio. kr.

Få mere at vide

Lotte Jensen
Forkvinde

Foreningen Kulturgrunden

40428511

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.