Elevdemokratiet styrkes 365 dage om året
Med støtte fra Nordea-fonden får Valgugen ny luft under vingerne. Projeket udvides, så grundskoleelever får bedre betingelser for at øve indflydelse på skolen. Bag indsatsen står Danske Skoleelever, der vil styrke engagementet og medbestemmelsen blandt landets grundskoleelever - hele året rundt.
Mere inddragelse og medbestemmelse i grundskolen
Pilotprojektet 'Valgugen', som mange kender som en årlig emneuge med fokus på elevråd og elevdemokrati, skal over de næste tre år udvides til at omfatte alle årets 365 dage. Danske Skoleelever har en ambition om at skabe de allerbedste betingelser for, at grundskoleelever både kan og tør øve indflydelse på skolen og skoledagen.
Med en bevilling på i alt 4,75 mio. kr. fra Nordea-fonden for perioden 2023-2026 lancerer Danske Skoleelever tre aktiviteter, som skal aktivere og engagere eleverne både før, under og efter elevrådsvalgene. Dette med henblik på at styrke elevdemokratiet hele året rundt – ikke kun i uge 36, hvor den årlige Valguge fortsat vil løbe af stablen. Danske Skoleelever har længe haft fokus på den positive sammenhæng mellem elevinddragelse og trivsel, og Valgugen er et af organisationens store initiativer på området.
Danske Skoleelever er allerede godt i gang med at skabe kutyme for demokratisk valgafholdelse i forbindelse med skolernes elevrådsvalg. Det sker på baggrund af et 3-årigt pilotprojekt. Med den nye indsats vil organisationen skabe kutyme for, at valgene afholdes på elevernes initiativ, og at de i højere grad bruger deres stemme til at få indflydelse skolen og skoledagen.
Kort og kontant
Danske Skoleelever
2023-2026
4,75 mio. kr.
Få mere at vide
Danske Skoleelever
+45 60 40 20 89