Alle kan blive ”Rigtige Mænd” i 2017

DR’s programserie om Rigtige Mænd sæson 2 bliver næste år udvidet med et digitalt træningsfællesskab og en motionsevent i alle landets kommuner. 10.000 danske mænd skal i sving i 2017.

Rigtige Mænd

Parallelt med DRs Rigtige Mænd programmer i foråret 2017 vil alle danske mænd i hold af fem over hele landet kunne følge samme træningsforløb som de Rigtige Mænd i tv-programmet igennem et digitalt community. 

10.000 danske 'Rigtige Mænd'

Skal din kommune være med?

På www.firmaidraet.dk/rm – kan interesserede kommuner finde mere info om rammerne for at afvikle Rigtige Mænd-løbet.
Kontakt projektleder Dan Hansen fra Dansk Firmaidrætsforbund på 2855 2646 eller dha@firmaidraet.dk for at høre mere.

DR’s programserie om Rigtige Mænd sæson 2 bliver næste år udvidet med et digitalt træningsfællesskab og en motionsevent i alle landets kommuner. Nordea-fonden støtter det ambitiøse projekt med 22,7 mio. kr., så det ud over det underholdende public service tv også skaber nye aktiviteter for mænd landet over.

Dansk Firmaidrætsforbund, DR/MakeitBee Production og Syddansk Universitet er partnere i det nye store projekt, som sigter mod at få 10.000 danske mænd i sving allerede i 2017. 

Rigtige Mænd i alle landets kommuner 

Fakta

  • Nordea-fonden støtter projekt Rigtige Mænd med 22,7 mio. kr. samlet hen over 2017 og 2018.
  • Rigtige Mænd vises i foråret 2017 på DR 1 – det er i år fem nye mænd, der skal forsøge at få en sundere livsstil gennem sundere kost og en mere aktiv livsstil
  • Alle danske mænd kan i hold af fem gratis deltage i et træningsforløb i det digitale community sideløbende med programrækken på DR 1 i foråret 2017. Tilmeldingen til det digitale træningsfællesskab åbner i begyndelsen af 2017.
  • Først sæson af det nye projekt kulminerer i maj måned med en landsdækkende event – Rigtige Mænd-løbet – som forhåbentligt bliver afviklet i alle landets kommuner. Løbene afvikles i samarbejde med kommunerne og med hjælp fra de lokale idrætsforeninger.
  • Dansk Firmaidrætsforbund er projektejere og står for at afvikle Rigtige Mænd-løbet
  • MakeitBee står for udvikling og drift af Rigtige Mænd-community
  • Tv-programmerne co-produceres af DR Aarhus og produktionsselskabet MakeItBee, som er idémændene bag Rigtige Mænd konceptet.


Med håndværkerhumor og lidt for meget på sidebenene stormede Lindy, Hammer, Søren, Jonas og Palle i 2015 ind i tv-stuen til rekordmange seere i DRs programserie Rigtige Mænd. I 2017 bliver tv-serien til mere end godt public service tv, når DR/MakeitBee Production, Syddansk Universitet og Dansk Firmaidrætsforbund samler kræfterne til en massiv Rigtige Mænd satsning, som skal involvere alle landets kommuner.

Parallelt med DRs Rigtige Mænd programmer i foråret 2017 vil alle danske mænd i hold af fem over hele landet kunne følge samme træningsforløb som de Rigtige Mænd i tv-programmet igennem et digitalt community. Det digitale træningsfællesskab skal motivere og forberede holdene frem mod det udfordrende ”Rigtige Mænd-løbet”, som afrunder første sæson af projektet. Det ambitiøse mål er, at der i alle landets kommuner – på den samme aften i foråret 2017 – bliver afviklet et særligt Rigtige Mænd-løb.

Nordea-fonden støttede også MakeiteBee og DRs co-produktionen af den første sæson af Rigtige Mænd i 2015, og direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen er begejstret over, at konceptet nu bliver udvidet og får tilført nye elementer i de kommende år.

”Der tales meget om adfærdsændringer, og hvad der skal til for at motivere flere til sunde levevaner. ’Rigtige Mænd’ er et enestående eksempel på, hvordan mænd gennem nære og stærke fællesskaber skruer op for glæden og motionen og dermed en sundere livsstil. Vi håber, at kommuner og foreninger landet over står på nakken af hinanden for at være med til, at flere ’Rigtige Mænd’ sættes i bevægelse,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

DR klar med sæson 2

DR sender i foråret sæson 2 af Rigtige Mænd, med fem nye håndværkere og arbejdsmænd, der er fundet i et castingforløb med mere end 1.000 interesserede mænd. Redaktionschef på DR Livsstil & Samfund Søren Juul Baunsgaard håber, at seerne tager tv-serien til sig som i 2015. 

”DR ønsker at skabe nærværende tv, som både kan underholde men også skabe fællesskaber og motivere til handling. Den første sæson af Rigtige Mænd nåede ud til mennesker, som normalt aldrig ville se fjernsyn om sundere livsstil. Det var fantastisk at opleve, hvordan granvoksne mænd pludselig overvejede deres egen livsstil helt seriøst,” fortæller Søren Juul Baunsgaard.

Det er produktionsselskabet MakeitBee, som sammen med DR står bag konceptet Rigtige Mænd. Idéen til det nye projekt er opstået efter den succesfulde første sæson med Rigtige Mænd.

”Vores drøm var, at programmets populære hovedpersoner kunne være rollemodeller og inspirere en masse andre rigtige mænd rundt om i landet til at komme i gang med en livsstilsændring. Gennem det ambitiøse samarbejde har den vision nu fået mulighed for at blive til virkelighed, og det er vi utrolig glade for,” siger producent i MakeitBee, Marianne Albeck.

”Det er jo en åben mulighed for at få noget mandehørm af den fede slags sammen med en masse andre mennesker. Det skulle være mærkeligt, hvis man ikke lige havde fire andre, der også havde lyst til at prøve kræfter med andet end sofa og bajer. Jeg vil da prøve at samle nogle stykker nord for Randers, for jeg tænker bare: Jo flere - jo sjovere!”
'Smeden' fra sæson 1 af Rigtige Mænd (Søren Holm)

Forskere med i projektet

Syddansk Universitet investerer forskningstid i projektet, primært omkring det digitale community, der skal binde projektet sammen og holde motivationen oppe hos de deltagende mænd. Lektor og institutleder ved Institut for Idræt og Biomekanik, Jørgen Povlsen siger,

”SDU ser et stort potentiale i projektet, hvor vi ønsker at undersøge samspillet mellem, og brugen af, en social sundheds- og træningsplatform i et mandskulturelt perspektiv. Platformen indgår som et delelement i det samlede projekt ”Rigtige Mænd”. Vi er bl.a. interesserede i at udforske effekterne af, hvordan spilmekanismer og digitale funktioner kan støtte fællesskaber og motivation i en sundhedskontekst.”

Største projekt i 70 år

Dansk Firmaidrætsforbund er projektejere og står blandt andet for at organisere og skabe opbakning til Rigtige Mænd-løbet, der skal afvikles i alle landets kommuner. Nordea-fondens støtte på 22,7 mio. kr. gør projektet til det største i Firmaidrættens 70-årige historie. Formand Peder Bisgaard glæder sig meget over det nye samarbejde og ser frem til at skabe nye træningsfællesskaber og bevægelse for landets rigtige mænd i de kommende år.

”Projektet mål er at skabe en sjov og ny måde at træne og konkurrere på for alle landets rigtige mænd, som vi skal krydre med, at Danmark for første gang nogensinde får en event for mænd, der løber af stablen overalt i Danmark fra Gedser til Skagen på den samme aften. Det er et meget ambitiøst projekt, som vi kaster os ud i sammen med de andre partnere, men vi er klædt særdeles godt på til opgaven og har igennem arbejdspladserne fat i målgruppen for dette projekt, og vi har stor erfaring i at stable events på benene,” fortæller formand Peder Bisgaard.

www.firmaidraet.dk/rm – kan interesserede kommuner finde mere info om rammerne for at afvikle Rigtige Mænd-løbet, og i løbet oktober måned vil alle landets kommuner endvidere blive kontaktet af Dansk Firmaidrætsforbund med yderligere informationer om Rigtige Mænd-løbet. 

Yderligere informationer:
Dansk Firmaidrætsforbund, projektleder, Dan Hansen, 2855 2646 
MakeItBee Production, producent og projektkonsulent, Marianne Albeck, 2845 0520
DR, Redaktionschef DR livsstil & Samfund, Søren Juul Baunsgaard, 2854 7502
SDU, lektor og institutleder ved Institut for Idræt og Biomekanik, Jørgen Povlsen, 6011 3451


Kort og kontant

Projektnavn
Rigtige Mænd
Projektejer

Dansk Firmaidrætsforbund

Projektperiode

Dan Hansen

Støttet med

22,7 mio. kr.

Få mere at vide

Dan Hansen
Projektleder

Dansk Firmaidrætsforbund

2855 2646

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.