10.000 unge skal styrke deres demokratimuskler
Med 3,2 mio. kr. fra Nordea-fonden lanceres et nyt, nationalt træningsprogram, der over to år vil uddanne 1.000 unge Demokrati Fitness instruktører. Målet er at styrke 10.000 unges demokratiske selvtillid og lyst til deltagelse.
Landsdækkende demokratitræning
Demokrati Garage i Nordvest-kvarteret i København vil i samarbejde med 20 lokale samarbejdspartnere i hele Danmark - f.eks. biblioteker, almene boligorganisationer og ungdomsskoler - sikre, at et bredt udsnit af unge i Danmark får et nyt tilbud i kalenderen de kommende år.
Ambitionen med programmet er at styrke unges hverdagsdemokratiske deltagelse og fællesskaber gennem træningscamps og ung-til-ung træning i demokratiske værdier og kompetencer.
Unges demokratimuskler skal med andre ord trænes.
Lær at være uenige sammen
Demokrati Fitness består af 10 træningssessioner af en halv times varighed med fokus på en række demokratimuskler – f.eks. at lytte til andres perspektiver, være uenige sammen, indgå kompromisser og anerkende andre holdninger end sin egen.
”Udviklingen i det danske samfund og verden viser os tydeligt, at vi ikke kan tage demokratiet for givet. Vi skal aktivt træne vores fælles evne til at indgå i demokratiets mange arenaer for at modgå øget polarisering, mistillid og ekkokamre. Særligt unge skal opleve, at de er inviteret med ombord med flere stemmer, der viser, at demokrati er summen af vores forskelligheder, og det skal opleves som både sjovt og meningsfuldt at bidrage til fællesskabet. Dét er træningsbanen for Demokrati Fitness” fortæller Zakia Elvang, Direktør for Foreningen Demokrati Garage.
Lokal forankring i centrum
Et levende demokrati bygger på aktivt medborgerskab, både lokalt og nationalt. Kernen i Demokrati Fitness- programmet er at engagere unge til deltagelse, der hvor de bor, og har deres ungdomsliv i samarbejde med lokale aktører.
Partnerne spænder fra boligforeninger, biblioteker, ungdomsklubber, ungdomsuddannelser og ungekulturhuse. Den nationale spredning med partnere fra hele Danmark er afgørende for programmet, da det muliggør at flest mulige unge stemmer bringes i spil. Samtidig vil forankringen lokalt fastholdes over tid tæt på unges hverdagsliv.
Der er i følge initiativtagerne bag programmet endnu mulighed for en håndfuld ekstra partnerskaber, hvis unge i netop din kommune skal kunne gå til Demokrati Fitness i fremtiden.
”Vores politisk-juridiske styreform står stærkt i Danmark, men en demokratisk livsform kræver et vedvarende folkeligt engagement, hvor unge har mod og lyst til at deltage. Derfor har vi brug for et innovativt initiativ som Demokrati Fitness, der kommer rundt til unge i hele landet gennem lokale foreninger, sportsklubber, almennyttige boligområder, skoler, biblioteker mv.”, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, som støtter gode liv.
Kort og kontant
Demokrati Garage
2021-2023
3,2 mio. kr.