God fondsledelse i Nordea-fonden (2016)

Fonden er omfattet af Anbefalingerne for god Fondsledelse, som er tilgængelige på Komitéen for god Fondsledelses hjemmeside www.godfondsledelse.dk. Skemaet viser Nordea-fondens tilgang.

Anbefaling Nordea-fondens tilgang
1. Åbenhed og kommunikation Fonden følger anbefalingerne. Udtalelser på fondens vegne afgives i overensstemmelse med fondens forretningsorden af bestyrelsesformanden eller direktøren efter aftale med bestyrelsesformanden. Disse kan, hvor det måtte være formålstjenligt, uddelegere opgaven. Fonden har en kommunikationspolitik.
2. Bestyrelsens opgaver og ansvar
2.1. Overordnede opgaver og ansvar
2.1.1 Årlig stillingtagen til strategi og uddelingspolitik Fonden følger anbefalingerne. Bestyrelsen fastlægger en finansiel strategi og en strategi for uddelinger, der løber over en treårig periode. Strategierne vurderes årligt.
2.2. Formanden og næstformanden
2.2.1. Bestyrelsesformandens arbejde Fonden følger anbefalingerne. Formanden indkalder, organiserer og leder bestyrelsesmøderne med henblik på at sikre effektiviteten i bestyrelsens arbejde og skabe de bedst mulige forudsætninger for bestyrelsesmedlemmernes arbejde enkeltvis og samlet.
2.2.2. Særlige driftsopgaver Fonden følger anbefalingerne. Bestyrelsen har truffet beslutning om, at fondens formand skal repræsentere fonden i Nordea Bank ABs Nomineringskomité i Stockholm.
2.3. Bestyrelsens sammensætning og organisering
2.3.1 Vurdering og fastlæggelse af kompetencer i bestyrelsen Fonden følger anbefalingerne. Bestyrelsen fastlægger og vurderer løbende, hvilke kompetencer den skal råde over for bedst muligt at kunne udføre de opgaver, der påhviler bestyrelsen.
2.3.2. Proces for udvælgelse af kandidater til bestyrelsen Fonden følger anbefalingerne. Ved udpegning af nye medlemmer tilstræbes det, at bestyrelsen besidder et bredt spekter af relevante kvalifikationer, herunder samfundsmæssig indsigt og regionale synspunkter. For at tilgodese sidstnævnte tilstræbes det, at bestyrelsens medlemmer gennem bopælsforhold eller på anden måde har tilknytning til forskellige danske landsdele.
2.3.3. Bestyrelsens sammensætning og kompetencer under hensyntagen til behovet for fornyelse, kontinuitet, mangfoldighed m.v. Fonden følger anbefalingerne. Ved vakance supplerer bestyrelsen sig selv. I den forbindelse sikrer bestyrelsen en formel, grundig og gennemskuelig proces for udvælgelse og indstilling af kandidater til bestyrelsen.

Under hensyntagen til behovet for fornyelse sammenholdt med behovet for kontinuitet tilstræber bestyrelsen endvidere, at der ved sammensætning og indstilling af nye bestyrelsesmedlemmer tages hensyn til mangfoldighed i henseende til alder, erhvervserfaring m.v. Nordea-fonden ønsker repræsentation af begge køn i bestyrelsen og tilstræber, at der er mindst to medlemmer af hvert køn repræsenteret i bestyrelsen. 
2.3.4. Sammensætningen af bestyrelsen Fonden følger anbefalingerne. Se særskilt oversigt i ledelsens beretning for 2016 og på fondens hjemmeside nordeafonden.dk/om-os/organisation-ny/bestyrelse

Der er ingen myndighed eller lignende, der har ret til at udpege et vedtægtsbestemt medlem.
2.3.5. Sammenfald med medlemmer i bestyrelse i datterselskab Ikke relevant. Fonden har ingen dattervirksomhed.
2.4. Uafhængighed
2.4.1. Mindst to medlemmer af bestyrelsen er uafhængige Fonden følger anbefalingerne. Fondens bestyrelse skal i henhold til vedtægterne bestå af fem til syv medlemmer.

Fondens bestyrelse består af syv medlemmer, hvoraf fem medlemmer anses som uafhængige.

Det følger af fondens forretningsorden, at mindst to af bestyrelsens medlemmer skal være uafhængige af fonden, dens eventuelle tilknyttede virksomheder, dens revisor samt af personer, organisationer mv., der inden for de seneste fem år har modtaget væsentlig støtte fra fonden.
2.5. Udpegningsperiode
2.5.1. Udpegningsperiode Fonden følger anbefalingerne. Fondens bestyrelsesmedlemmer udpeges for en periode på to år.
2.5.2. Aldersgrænse Fonden følger anbefalingerne. Bestyrelsesmedlemmer skal udtræde af fondens bestyrelse i forbindelse med bestyrelsesmødet til godkendelse af fondens regnskab for det år, i hvilket de fylder 75 år.
2.6. Evaluering af arbejdet i bestyrelsen og direktionen
2.6.1. Evaluering af arbejdet i bestyrelsen Fonden følger anbefalingerne. Formandens og de individuelle bestyrelsesmedlemmers bidrag og resultater evalueres årligt i henhold til en af bestyrelsen fastlagt evalueringsprocedure, der pt. baserer sig på spørgeskemaer og interviews. Resultatet heraf drøftes i bestyrelsen. 
2.6.2. Evaluering af arbejdet i direktionen Fonden følger anbefalingerne. Bestyrelsen evaluerer årligt direktørens arbejde og resultater.
3. Ledelsens vederlag
Fast vederlag til bestyrelse og direktion Fonden følger anbefalingerne. Bestyrelsen forholder sig på årets første møde i lige år til honoreringsniveau for bestyrelsens medlemmer.

Direktørens vederlag fastlægges en gang årligt af formanden.
3.1. Oplysning om vederlag (tal fra årsrapport 2015)

Fonden følger anbefalingerne. Nordea-fondens bestyrelsesmedlemmer modtager for bestyrelsesarbejdet et årligt vederlag. Formanden modtager 508 t.kr. i bestyrelseshonorar samt 15.000 kr. pr. mødedag for repræsentation af fonden i Nordea Bank AB’s nomineringskomité. Næstformanden modtager 340 t.kr., og menige medlemmer modtager 200 t.kr. i bestyrelseshonorar (2016). 
Direktionens vederlag udgør 1.900 t.kr. i 2016.


Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.