Skoven i Skolen 3.0

En revitalisering af den ikoniske hjemmeside Skoven i Skolen skal inspirere og styrke skolernes arbejde med natur, klima, biodiversitet, udeskole og undervisning i det fri.

Hvad er formålet

Skoven i Skolen 3.0 skal inspirere og styrke skolernes arbejde med natur, klima, biodiversitet, udeskole og undervisning i det fri.

Hvorfor støtter vi

Nordea-fonden støtter Skoven i Skolen for at imødekomme den store interesse for at søge ud i det fri og lære mere om vores natur. I det møde er der brug for, at undervisere har adgang til stærkt og inspirerende materiale, så de kan levere en nærværende formidling til børn og unge i naturen.

Skoven i Skolen 3.0

Flere børn og unge skal ud og modtage undervisning til lyden af fuglefløjt, bølgeskvulp og insekternes summen. Dette er visionen for projektet Skoven i Skolen 3.0, som har fået støtte på i alt 7,2 millioner kroner fra Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og Friluftsrådet. Projektet består af flere delprojekter, der tilsammen skal tilbyde børn og unge læring, naturoplevelser og naturkompetencer.

Bag projektet er et bredt samarbejde bestående af nationalparker, natur- og friluftsorganisationer, naturvejledere og forskere.

Fakta om projektet

Én indgang til inspiration og deling

Omdrejningspunktet for projektet bliver hjemmesiden Skoven i Skolen, som siden 2000 har tilbudt viden, inspiration og undervisningsmaterialer af høj kvalitet til lærere og pædagoger, der ønsker at bruge naturen som klasseværelse eller arbejde med udeskole.

Med tiden har hjemmesiden nået hele 1,2 millioner årlige brugere – og de besøgende spænder fra skolefolk til børnefamilier, bedsteforældre og alle andre, der søger inspiration til aktiviteter og viden om naturen.

Gennem projektet Skoven i Skolen 3.0 bliver den ikoniske hjemmeside både fremtidssikret og videreudviklet med forankring i de danske nationalparker. Målet er, at hjemmesiden bliver den platform, som giver skoleverdenen én samlet og overskuelig indgang til de mange grønne ude-undervisningsmaterialer og idéer, som findes i Danmark.

Fra april 2023, kan du besøge den revitaliserede version af Skoven i skolen hjemmeside på www.skoveniskolen.dk.

Flere grønne undervisningsmaterialer

Ud over en revitalisering af hjemmesiden Skoven i Skolen, ligger der i projektet også flere delprojekter. Danmarks Jægerforbund udvikler i samarbejde med Copenhagen Gamelab og forskellige grønne organisationer et nytænkende spil om natursyn målrettet udskolingen, som også skal ligge på Skoven i Skolen sitet. Det samme gælder 12 nye undervisningsforløb målrettet indskoling og mellemtrin, som ligeledes udvikles af Danmarks Jægerforbund i samarbejde med grønne organisationer.

Endelig vil Naturvejledning Danmark i delprojektet Fler’ Naturbørn – Mer’ Natur udvikle og formidle materialer til, hvordan børn kan gå på opdagelse i deres lokale natur, hvordan de selv kan være med til at handle aktivt for mere biodiversitet og formidle viden og indsatser om biodiversitet til andre børn. Det skal ske gennem et korps af naturvejledere, skolelærere og grønne organisationer og via aktivitetsark, film og sociale medier. Materialerne testes igennem i alt 60 forløb for skoler over hele landet.

Delprojekterne skal sammen med resten af projektet sikre, at børn i hele Danmark får mulighed for at arbejde konkret med natur og biodiversitet, handlekompetence og kreativitet.

Grønt samarbejde baner vejen

Udviklingsprojektet vil blive gennemført i et samarbejde med Danmarks Jægerforbund, Naturvejledning Danmark, Center for Børn og Natur, VIA University College samt nationalparkerne Mols Bjerge, Thy og Skjoldungernes Land. Projektet får en ny styregruppe med bred forankring i natur- og undervisningsverdenen.

Kort og kontant

Projektnavn
Skoven i Skolen 3.0
Projektejer

Nationalpark Skjoldungernes Land

Projektperiode
2021-2024
Støttet med

4,175 mio. kr.

Samlet budget

7,175 mio. kr.

Få mere at vide

Nynne Sørgaard
Projektleder

Nationalpark Skjoldungernes Land

+45 2487 0257

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.