Friluftspavilloner - Friluftslivets bynære mødesteder for børn og unge

Projektet vil udvikle og teste en ny type bynære faciliteter til friluftsliv for børn og unge. 'Friluftspavilloner' er relativt små og simple bygninger i lette konstruktioner, og skal være fælles mødested og udgangspunkt for alle friluftsudøvere i et område.

Hvad er formålet

Danske børn og unge har i dag et meget sparsomt forhold til naturen. Det gælder særligt i de store byer. Nu vil Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund med støtte fra Nordea-fonden skabe flere mødesteder for aktiviteter med børn og unge i den bynære natur.

Hvorfor støtter vi

Projektet udvikler nære, lokale mødesteder for børne- og ungefællesskaber og skal understøtte, at flere børn og unge er aktive sammen i det fri.

Nyt fra projektet

Kolding, Høje Taastrup, Aalborg, Roskilde og Holbæk er udvalgt som fyrtårnskommuner af Friluftsrådet og DIF til de kommende Friluftspavilloner. Læs mere her

Flere børn ud i det fri 

Hvert tredje barn i alderen 2-15 år kommer kun ud i naturen en gang om ugen eller sjældnere. 2/3 har aldrig overnattet i naturen eller bygget en hule i naturen. Og i de store byer har mange dagtilbud og SFO’er udfordringer med at få børnene med ud i naturen. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Friluftsrådet i 2022.

Med det nye projekt ’Friluftspavilloner’ ønsker Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund (DIF) at give flere børn og unge et aktivt udeliv med gode naturoplevelser. Med støtte på 8,4 mio. kr. fra Nordea-fonden vil de to organisationer over de kommende fire år udvikle, bygge og teste såkaldte friluftspavilloner som udgangspunkt for friluftsaktiviteter med børn og unge i fem byer rundt om i landet.

Friluftspavillonerne skal være mødesteder for friluftsaktiviteter, både til lands og til vands, og de skal få flere børn og unge til at bruge byens natur både i fritidslivet og i institutionslivet. Konceptet for friluftspavillonerne er ikke færdigt, men udvikles i projektet. Således skal der i de forskellige byer udvikles forskellige typer af friluftspavilloner for at undersøge, hvordan og i hvilket omfang de understøtter aktive fællesskaber for børn og unge i naturen.

Efter den fireårige projektperiode skal drift og videreudvikling af friluftspavillonerne forankres hos kommuner og lokale foreninger. En evaluering skal efterfølgende vise, om der er grundlag for at udrulle friluftspavilloner i større skala over hele landet.

Formand Annesofie Bjerre, Friluftsrådet, siger:

Vi ved, hvor stor en forskel det gør for børn og unge, når de kommer ud og bevæger sig i naturen. De bliver glade og sunde, og særligt det at indgå i fællesskaber i naturen bidrager til øget trivsel og velvære. Samtidig ved vi, at jo kortere benene er, jo kortere skal også afstandene være. Derfor er vi glade for, at Nordea-fonden vil hjælpe os med at bringe friluftsoplevelser tættere på børn og unge.

Formand Hans Natorp, DIF, siger:

Naturen er de voksnes foretrukne idrætsarena, og vores idrætsforeninger i det grønne og til vands har generelt mange voksenmedlemmer. Men vi vil også gerne have børnene med, og her spiller bynære faciliteter en central rolle. Med dette projekt ønsker vi at skabe attraktive rammer for idrætsforeninger og alle andre, der ønsker at bruge byens grønne og blå rum til aktiviteter med børn og unge.

Uddelingschef Christine Paludan-Müller, Nordea-fonden, siger:

Naturen har en stor betydning for både den fysiske og mentale trivsel. Daglig brug af naturen foregår ofte i de bynære naturområder og her kan Friluftspavillonerne blive en model og afsæt for at flere kommer ud i det fri.
Fakta om friluftspavilloner
  • Projektet løber fire år og dækker friluftspavilloner i fem byer.
  • Pavillonerne skal ligge centralt og tilgængelige for både beboere og for institutions- og fritidsliv.
  • Nordea-fonden støtter med samlet 8,4 millioner i projektperioden.
  • Formålet er at samle viden om, hvordan faciliteter og mødesteder kan give flere børn og unge i alderen 6-15 år lyst til at bruge naturen i byerne.
  • Projektet har et særligt fokus på bæredygtigt byggeri og inddragelse og medbestemmelse blandt børn og unge i hele processen.
  • I efteråret 2023 vil der blive et ’Open call’, hvor alle kommuner og andre potentielle bygherrer kan ansøge om at være med i projektet.

Kontakt

none

Lene Rydal Jørgensen

Seniorprojektkonsulent
4070 3796

Kort og kontant

Projektnavn
Friluftspavilloner - Friluftslivets bynære mødesteder for børn og unge
Projektejer

Danmarks Idrætsforbund og Friluftsrådet

Projektperiode
2023-2026
Støttet med

8,4 mio. kr.

Få mere at vide

Jonas Hjortdal
Kommunikationskonsulent

Danmarks Idrætsforbund

6055 9849

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.