Liv i det lokale
Nordea-fonden støtter aktiviteter, der styrker fællesskaber i lokalområdet. Søg op til 200.000 kr. i støtte fra fondens fokusområde Liv i det lokale. Det er let at søge - men husk at søge i god tid.
50 mio. kr. til det I brænder for
I Nordea-fonden har vi en klar ambition om at støtte det foreningsliv, som knytter os sammen – med lokale aktiviteter og stærke fællesskaber, der hvor vi bor, i hele landet. Derfor støtter vi projekter der fremmer liv i det lokale.
Under fokusområdet 'Liv i det lokale' uddeles årligt 50 mio. kr. til mere end 1.500 lokale projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
Foreninger og andre almennyttige organisationer kan søge op til 200.000 kr. i støtte. Det typiske uddelingsbeløb er på 10.000-40.000 kr., da vi vægter at støtte mange, mindre projekter i hele landet.
Ansøgninger modtages løbende og behandles 10 gange årligt. Husk at søge i god tid, da der går ca. tre måneder, fra I ansøger, indtil I får svar.
Med Liv i det lokale har vi fokus på at:
- Støtte projekter og aktiviteter, som styrker fællesskabet i lokalområdet
- Understøtte initiativer, som involverer mange og kommer mange til gode
- Bidrage til lokale aktiviteter - over hele landet
- Understøtte foreningslivet, frivilligheden og de lokale ildsjæle
Med andre ord - bidrage til at skabe endnu mere liv i det lokale.
Gode råd til ansøgningen
En god ansøgning kan bygges op på mange måder. Under Liv i det lokale lægger vi især vægt på følgende:
- Den gode idé
-
Den gode idé – er basis for alt det andet. Idéen skal være tydeligt beskrevet, og det skal fremgå, hvordan projektet understøtter og fremmer gode liv, fællesskaber og aktiviteter lokalt.
- Aktiviteter
-
Aktiviteterne skal afspejle den gode idé og skal understøtte lokale fællesskaber. Skaber eller indeholder projektet aktiviteter, som er folkelige, involverende og er til glæde for mange i foreningen, i byen eller i lokalsamfundet?
- Målgrupper og målsætninger
-
Beskriv projektets målsætninger og målgrupper. Vær gerne fokuserede og konkrete, når I opsætter målsætninger for jeres projekt. Hvad kan jeres projekt bidrage med lokalt? Hvad vil I gerne opnå med projektet? Hvem kan være med? Hvem får glæde og gavn af projektet.
Overvej om I kan gøre projektets aktiviteter endnu mere mangfoldige og inkluderende? Fx ved at øge tilgængeligheden, udforme aktiviteterne så flere deltagertyper kan være med, eller lægge aktiviteterne i andre tidsrum, så flere kan deltage? Find inspiration i fondens miniguide til bæredygtighed.
- Organisationen
-
Synliggør, hvordan I er organiserede, og hvem I samarbejder med lokalt. Er der andre lokale foreninger, som støtter projektet? Er kommunen med, skolen, lokalrådet eller andre? I Nordea-fonden prioriterer vi projekter, som samler og forankrer lokalt.
I ansøgningen skal I også vedlægge jeres vedtægter. Inden I søger, så tjek her, om jeres vedtægter opfylder Nordea-fondens krav til almennyttighed og vedtægter.
- Bæredygtighed
-
Fortæl os, hvordan I forholder jer til bæredygtighed i jeres projekt, herunder sammenhængskraft og/eller mangfoldighed. Bæredygtighed indgår som en mindre del af helhedsvurderingen af jeres ansøgning. Find inspiration i fondens miniguide til bæredygtighed.
- Økonomi
-
Økonomi er på mange måder grundstenen for hele projektet. Så lav et retvisende budget, der viser hvilke poster, I søger støtte til – og hvor en evt. anden finansiering skal komme fra (finansieringsplan). Skriv gerne kommentarer til budgettet, hvis det er nødvendigt.
Vi prioriterer projekter, der kan gennemføres relativt kort tid efter uddelingstidspunktet, og at støtten fra fonden økonomisk muliggør dette.
Sådan søger I
- Log ind på ansøgningsportalen med foreningens/organisationens MitID Erhverv eller et privat MitID tilknyttet foreningens CVR-nummer som foreningsrepræsentant.
- Opret en profil og udfyld ansøgningsskemaet for lokale projekter op til 200.000 kr. Ansøgningen gemmes automatisk undervejs, og I kan logge af og fortsætte på et senere tidspunkt. Send ansøgningen, når den er klar.
- Afvent svar. I kan løbende følge jeres sag og vil typisk modtage svar efter ca. tre måneder. Svaret vil blive sendt til jeres mail og være synligt på ansøgningsportalen. Eventuel støtte kan kun udbetales, når I har en NemKonto tilknyttet til jeres CVR-nummer.
Hvis I er nysgerrige på selve ansøgningsskemaet, så tjek denne manual, hvor I kan se alle felter og spørgsmål.
Projekteksempler
Få inspiration fra fire projekter, der har fået støtte gennem Liv i det lokale.