Videnskab.dk skal aflive sundhedsmyter på YouTube

YouTube-videoer skal gøre det lettere at træffe sunde valg i hverdagen. Projektet er støttet af Nordea-fonden og er særligt tiltænkt de unge.

Kvinde under videooptagelse

Sundere valg med YouTube-videoer

Den ene dag er det sundt at drikke mælk. Den næste dag er det ikke.

Det kan være svært at finde op og ned i mediernes dækning af sundhedsstof, og derfor er det heller ikke altid lige let at vurdere, hvordan man træffer det sunde valg i hverdagen.

Det problem skal Videnskab.dk fremover være med til at løse gennem projektet YouKnowHow. De næste to år skal Videnskab.dk lave YouTube-videoer om sundhed og på den måde være med til at klæde særligt de unge på til at træffe veloplyste og sunde valg.

I projektet skal de unge selv være med til at pege på emner, som er relevante for dem. Derudover er det helt essentielt, at stoffet bliver formidlet i øjenhøjde med de unge, som tilfældet også er med Videnskab.dk’s eksisterende YouTube-kanal, Skønhedslaboratoriet, hvor det er YouTuberen Cecilia Demant, som er vært på kanalen.

"Vi har en ny generation af unge, som henter det meste af deres viden på YouTube. Med dette projekt giver vi dem solid, evidensbaseret viden på en platform, hvor de er hver eneste dag. Som klassisk, skriftligt webmedie er vi nødt til at forholde os til, at vi ikke kan tvinge alle danskere ind på vores site. Vi må møde brugerne, der hvor de er," siger Peter Hyldgård, udviklingschef hos Videnskab.dk.

Mere end blot videoproduktion

Nordea-fonden har valgt at støtte YouKnowHow-projektet med 4,7 millioner kroner.

"Projektet vil ruste unge til selv at søge viden og gå kritisk til værks i den uendelige mængde af viden om ’det sunde liv,’ de udsættes for på nettet. Det vil gøre de unge stærkere i at træffe sunde valg - i en livsovergang med mange store omvæltninger," siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Videoproduktion til YouTube er blot én del af YouKnowHow-projektet. Over de næste tre år vil Videnskab.dk også afholde netværksmøder, hvor medier og organisationer kan udveksle deres erfaringer med at lave videoindhold på YouTube.

Derudover består en del af projektet også i at indsamle evidensbaseret viden om, hvordan man bedst formidler på YouTube.

"YouTube er en platform, som rummer utrolig meget potentiale i forhold til at levere public service-indhold til en gruppe, der ikke opsøger det hos de traditionelle kanaler. Det er derfor vigtigt, at vi bliver endnu klogere på, hvordan man faktisk kan bruge sine ressourcer fornuftigt, hvis man som medie, organisation eller institution kaster sig ud i at producere indhold på YouTube," siger Kirstine Jacobsen, projektleder på YouKnowHow-projektet.

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.
Videnskab.dk har i et tidligere projekt lanceret YouTube-kanalen Skønhedslaboratoriet, som også får lov til at leve videre i det nye projekt.

Bygger oven på eksisterende projekt

Videnskab.dk har i et tidligere projekt lanceret YouTube-kanalen Skønhedslaboratoriet, som også får lov til at leve videre i det nye projekt. Kanalen kaster et videnskabeligt blik på skønhed og kosmetik og formidler stoffet i øjenhøjde med de unge.

Et andet mål med projektet er at styrke de unges kritiske sans, når de tilgår viden på digitale medier. Det skal blandt andet ske gennem samarbejde med skoler og institutioner, hvor de unge får nogle konkrete redskaber til at bevæge sig rundt i den digitale verden.

"Det nytter ikke meget kun at give brugerne god, solid viden, hvis de bagefter alligevel opsøger og lader sig 'narre' af noget af al det vrøvl, der findes derude. Vi vil med YouKnowHow også lære brugerne selv at navigere mellem god og dårlig info på nettet," siger Peter Hyldgård.

Yderligere information

  • Udviklingschef Peter Hyldgård: phy@videnskab.dk
  • Projektleder Kirstine Jacobsen: kj@videnskab.dk

Kort og kontant

Projektnavn
YouKnowHow
Projektejer

Videnskab.dk

Projektperiode

Kirstine Jacobsen

Støttet med

4,7 mio. kr.

Få mere at vide

Kirstine Jacobsen
Projektleder

Videnskab.dk

28254986

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.