Unge fædre skal helt ind på radaren

Aldrig tidligere er så mange unge mænd gået fuldt ind i faderrollen som nu. Men modsat mødrene har de unge fædre ikke generationers rollemodeller at trække på. Med 10 mio. kroner fra Nordea-fonden skal jordemødre og sundhedsplejersker klædes på til i højere grad at bringe fædrene på banen.

Far leger med sit barn

Med projektet 'Far for livet' vil Forum for Mænds Sundhed skabe bedre betingelser for fædres samvær med deres børn fra starten af barnets liv.

Nye tilbud til fædre

Aktiviteter i 'Far for livet'-projektet


  • Give bedre betingelser for mandens og parrets forberedelse til at blive forældre - og herunder forebygge fødselsdepressioner
  • Bidrage til at give fædre større udbytte af og inddragelse i sundhedsplejens tilbud
  • Skabe bedre betingelser for fædres samvær med deres børn under barsel - bl.a. gennem medvirken til oprettelse af 'Fars legestuer' i mange flere kommuner landet over
  • Udvikle og igangsætte en bred vifte af aktiviteter for fædre og børn med fokus på aktiviteter, der øger mental og fysisk sundhed hos far og barn
  • Udvikle en portal for far-barn-aktiviteter, herunder med rådgivning og ideudveksling om far-barn-samvær

En portal med idéer til far-barn aktiviteter og etablering af far-legestuer landet over. Men også tilbud om samtaler om følelser som nybagt far.

Det er blandt de initiativer, som skal være med til at skabe bedre betingelser for fædres samvær med deres børn fra starten af barnets liv.

"Det er nyt i verdenshistorien, at mænd er så meget sammen med deres børn. Det er en udvikling, vi har set især i de nordiske lande og som et fænomen i visse storbyer. Den ny manderolle giver både nye muligheder og udfordringer - ikke mindst i forhold til trivsel og sundhed," fortæller forskningsleder Svend Aage Madsen, der er formand for Forum for Mænds Sundhed.

Fædre mere i fokus hos sundhedsplejersken

Forum for Mænds Sundhed har netop modtaget 10 mio. kroner fra Nordea-fonden, og på åbningskonferencen for Men's Health Week 2017 skyder Forum for Mænds Sundhed et nyt treårigt projekt 'Far for livet' i gang.

Sundhedsplejersker og jordemødre får en vigtig rolle at spille i forhold til at bringe fædrene mere på banen. I dag henvender sundhedsprofessionelle sig traditionelt til moren fra starten af barnets liv. Men fædrene har også brug for at blive inddraget.

En af aktiviteterne har til formål at klæde jordemødre og sundhedsplejersker på til at styrke forældreskabet og parret og forebygge fødselsdepressioner gennem samtaler og ved at sætte tidligt ind. Blandt andet derfor skal fædrene være med, når sundhedsplejersken kommer på besøg.

Sundt at blive far

"Det gode samvær mellem far og barn er godt for hele familiens trivsel og sundhed og for barnets udvikling. Projektets aktiviteter er med til at skabe bedre betingelser for fædres samvær med deres børn fra starten af barnets liv, og der er dokumentation for, at unge fædre kan have gavn af en hånd i ryggen, når de skal være med til at pejle efter en ny faderrolle," siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Forum for Mænds Sundhed har i forbindelse med projekt 'Far for livet' undersøgt, hvilken sundhedsmæssig betydning det har for unge mænd, at de bliver far. Undersøgelsen viser en lang række positive effekter. Langt de fleste mænd tænker mere over deres egen sundhed, efter at de er blevet fædre.

Projektet ’Far for livet’ udrulles fra 1. januar 2018 og løber i tre år.

Mere information:

  • Formand for Forum for Mænds Sundhed, Svend Aage Madsen: 26 21 28 51
  • Projektleder i Forum for Mænds Sundhed, Mie Møller Nielsen: 20 30 15 89

Kort og kontant

Projektnavn
Far for livet
Projektejer

Forum for Mænds Sundhed

Projektperiode

Mie Møller Nielsen

Støttet med

10 mio. kr.

Få mere at vide

Mie Møller Nielsen
Projektleder

Forum for Mænds Sundhed

20301589

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.