Ny digital besøgstjeneste skal give isolerede fællesskab

Røde Kors og Boblberg lancerer med støtte fra TDC Net og Nordea-fonden SnakSammen, der skal give menneskelig kontakt til det store antal isolerede og karantæneramte under Corona-krisen.

Digital besøgstjeneste

Så nemt er det

Det kræver ikke, at man er en digital haj. Røde Kors har sørget for, at det ikke er teknisk svært at booke en tid på snaksammen.dk

  • Book en tid, når det passer dig. En samtale varer fra 15-60 minutter.
  • Når tiden kommer, får du en sms og en e-mail med et link til videosamtalen. Så er du i gang!
  • Samtalen kan foregå på mobil, computer eller tablet.

Læs mere og tilmeld dig på snaksammen.dk

Antallet af isolerede mennesker stiger på grund af risikoen for corona-smitte. Derfor lancerer Røde Kors, Boblberg, TDC Net og Nordea-fonden i dag en landsdækkende digital besøgstjeneste, der skal genetablere den menneskelige kontakt, som mange har mistet.

Et stort antal frivillige samtalevenner fra Røde Kors vil sidde klar på platformen SnakSammen.dk fra i dag og være klar til at tage en snak om hvad som helst på mobil, tablet eller computer. Snakken kan handle om, hvad som helst og indeholde det gode grin og de bekymringer, man har. Tilbuddet er for alle, og siden er bygget op, så der er så få tekniske forhindringer som muligt.

Alle, der gerne vil have et digitalt ”besøg” kan via SnakSammen.dk booke en snak med en frivillig samtaleven. Begge parter får en sms og en e-mail med et link, når samtalen begynder – og man skal ikke installere besværlige programmer.

Fra fynsk til landsdækkende tilbud

SnakSammen er udviklet af Boblberg og Røde Kors i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune.

Nu gør Røde Kors og Boblberg i samarbejde med TDC Net og Nordea-fonden tjenesten landsdækkende, fordi mange lige nu sidder helt alene tilbage med bekymringer og tanker, mens de er isolerede fra omverdenen på ubestemt tid. Der er behov for at skabe flere muligheder for menneskelig kontakt, mener Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors:

”Der er opstået fantastiske nye fællesskaber i vores samfund. Vores frivillige hjælper med indkøb og hundeluftning, og folk synger sammen fra altanerne, men bag nogle af vinduerne er der mørkt, og der sidder helt sikkert nogle derude, der kunne bruge én at tale med. Vores opgave er at styrke fællesskabet i en svær tid og forbinde mennesker med hinanden."

Tjenesten er for alle, der har brug for nogen at tale med, og målet er, at ingen skal føle sig isoleret– heller ikke, selvom de måske er det fysisk.

Nordea-fonden støtter gode liv, og har støttet SnakSammen med 300.000 kroner.

Direktør Henrik Lehman Andersen er sikker på, at den nye tjeneste SnakSammen.dk kan gøre en stor forskel:

”I denne svære tid er SnakSammen et godt redskab til, at flere kan være del af et trygt, socialt fællesskab. Det er et vigtig bidrag til den mentale trivsel."

Pressekontakt
Røde Kors: 3529 9699
Nordea-fonden: Tine Wickers, kommunikationschef: tw@nordeafonden.dk / 28408480


Kort og kontant

Projektnavn
SnakSammen
Projektejer

Røde Kors

Projektperiode

Anni Brejnholt

Støttet med

300.000 kr.

Få mere at vide

Anni Brejnholt
Udviklingskonsulent

Røde Kors

35299531

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.