Millionstøtte til dialogkaffe i hele landet

Væk med hadsk tale, ekstremisme og polarisering – og ind med rumlighed, respekt for forskellighed og den gode dialog. Det er hovedessensen i Brobyggerne.

Millionstøtte til ’Dialogkaffe’

Foreningens arbejde støttes nu med 1,2 millioner kroner over en treårig periode fra Nordea-fonden samt 1 million kroner fra Folketingets partier. Pengene skal blandt andet bruges til at uddanne 200 brobyggere, der sammen skal gennemføre 100 dialogarrangementer i hele Danmark med afsæt i principperne bag ’Dialogkaffe’ - og det er generalsekretær Özlem Cekic begejstret over.

De demokratiske brobygger-principper skal udbredes

"Jeg er fantastisk glad og taknemmelig for støtten, som jeg ser som en anerkendelse og blåstempling af metoden bag ’dialogkaffe’. Støtten betyder, at vi kan fortsætte det vigtige arbejde med at udbrede de demokratiske brobygger-principper i Danmark. Det er så vigtigt, at vi i en tid med polarisering bliver bedre til at lytte til hinanden, og at vi bygger bro til hinanden, selvom vi er forskellige", siger Özlem Cekic.

Om Brobyggerne – Center for Dialogkaffe

Formålet er at fremme dialogen mellem befolkningsgrupper og enkeltindivider i Danmark. Foreningens vision er et samfund, der bygger på og fremmer de danske traditioner om forskellighed og uenighed, hvor alle kan føle sig ligeværdige og velkomne i en samtale, der er kritisk og konstruktiv.

Foreningen har pt. 2.300 medlemmer.

...

"De seneste årtier har vores samfund og verden omkring os undergået store forandringer, og vores evne til at håndtere en voksende mangfoldighed kan derfor blive udfordret. Derfor vil vi de næste tre år uddanne 200 brobyggere, sådan at vi kan udbrede brobygger-principperne bag dialogkaffen til flere. Så kan den demokratiske samtale sprede sig som ringe i vandet til endnu flere," siger Özlem Cekic

Vi spiller alle en rolle i vores demokrati

Nordea-fonden støtter initiativet med 1,2 millioner kroner. Fonden har fokus på at støtte initiativer, der motiverer flere danskere til at tage del i demokratiske processer, forklarer Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

"Som medborgere i Danmark spiller vi alle en rolle i samfundet og i vores demokrati. Med foreningens initiativer får vi nye værktøjer til konstruktive møder og debatter, hvor vi rummer hinandens forskelligheder. Derfor håber vi, at mange får lyst til at engagere sig som eller med Brobyggerne", siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

På samme vis er Folketingets partier enige om at afsætte midler til Brobyggerne – Center for Dialogkaffes ambitioner. Pengene er en udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2021-2024.

Fem Brobygger-råd til den gode dialog

  1. Ram bolden og hold tonen: Jo mere uenige vi er, jo vigtigere er det, at vi taler om sagen og ikke går efter personen. 
  2. Alle holdninger er lige legitime: Så længe de ikke opfordrer til vold. Giv plads til uenigheden - uden at dæmonisere din modstander. 
  3. Synliggør dilemmaer: Intet er sort/hvidt, og verden er kompleks. For at vi alle kan blive klogere, er det vigtigt at anerkende de dilemmaer, der er. 
  4. Lyt til modargumenter: Uden at motivforske eller fremsætte holdninger eller standpunkter, modstanderen aldrig har fremsat. 
  5. Anerkend tvivl: Tvivl er ikke en svaghed. Giv plads til nuancer og indrøm, når du selv tager fejl eller har ændret holdning. 
...

De økonomiske midler anvendes til:

  • Uddannelse af 200 brobyggere
  • 100 dialogkaffe-arrangementer
  • Digital håndbog om ’den gode dialog’

Kort og kontant

Projektnavn
Brobyggerne
Projektejer

Foreningen Brobyggerne

Projektperiode

2021-2024

Støttet med

1,2 mio. kr.

Få mere at vide

Özlem Cekic
Generalsekretær

Foreningen Brobyggerne

61460764

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.