Flygtninge Fortæller styrker fællesskabet

Popal og Abdul

Popal griner stort og meget, når man taler med ham – om vennerne fra det første bosted i Danmark eller om planerne for fremtiden. Popal flygtede som 11-årig fra Afghanistan for at undgå at blive selvmordsbomber. Abdul er lidt ældre, mere underspillet i sin humor og er mere idealistisk i sin tilgang til fortællingerne. Abdul flygtede fra tortur og fængsling i Syrien.

Begge er uddannede fortællere i projektet Flygtninge Fortæller. De elsker at fortælle, og de har noget på hjerte, de gerne vil dele med os.

Ved at sætte unge flygtninges personlige historie på scenen skabes kulturelle møder og dialog. 

Projektet Flygtninge Fortæller

Popal og Abdul er to af cirka 20 fortællere på landsplan, der via projektet er oplært i teknikker indenfor storytelling. De frivillige trænere afholder workshops og støtter de unge flygtninge i landets fire største byer, men fortællingerne finder sted på både små og store scener i hele landet.

Nogle gange handler de om flugten, livet før krigen eller tabet af identitet og tryghed. Andre gange handler de om sjove misforståelser på sprogskolen, nye relationer eller spørgsmålet om, hvor længe man bliver ved med at være flygtning.

Fortællinger styrker fællesskabet

Projektet er støttet med 2,9 mio. kr. fra Nordea-fonden, som støtter gode liv, og som derfor har fokus på at at styrke den kulturelle mangfoldighed, hvor respekt for forskellighed og ønsket om fællesskab og dialog står centralt.

”Projekt Flygtninge Fortæller giver liv til de gode fortællinger og flere positive møder mellem mennesker. Møder, som styrker tværkulturel forståelse og dermed også vores fællesskab. Fortællerne bliver vigtige rollemodeller og vil kunne åbne vores øjne for at forstå andre kulturelle verdener,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Virkelighedens unge flygtninge er en langt mere mangfoldig og sammensat gruppe mennesker, end den offentlige debat normalt viser os. Og den personlige fortælling kan noget, som den fiktive fortælling ikke kan. Den gøder viljen til at forstå hinanden, den sætter sig i hukommelsen, forandrer både fortælleren og tilhøreren og bringer vores fællesskaber et nyt sted hen.