10 skoler med blæs, stryg og slag i

Elever på ti udvalgte skoler fordelt over hele landet får mulighed for at lære at spille et orkesterinstrument og spille orkester sammen med klassen. OrkesterMester er et nationalt løft for skoleorkestre.

To piger spiller trompet sammen

Nordea-fonden støtter OrkesterMester med 3,4 mio. kr. og håber, at projektet med eksemplets magt kan inspirere til tættere samarbejder mellem folke- og musikskoler i hele landet.

Gratis orkesterundervisning i skoletiden

10 OrkesterMester-skoler


Ultimo januar 2018 blev de første ti OrkesterMester-skoler udvalgt:

Region Nord

  • Brønderslev Kommune: Skolegades Skole i samarbejde med Brønderslev Kulturskole.
  • Morsø Kommune: M. C. Holms Skole i samarbejde med Morsø Musikskole

Region Midt

  • Ringkøbing-Skjern Kommune: Ringkøbing Skole i samarbejde med Musikskolen Ringkøbing-Skjern.
  • Skive Kommune: Ådalskolen i samarbejde med Skive Musikskole.
  • Silkeborg Kommune: Hvinningdal Skole i samarbejde med Den Kreative Skole

Region Syd

  • Faaborg-Midtfyn Kommune: Broskolen afd. Bøgehøj og afd. Rolfsted i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Musikskole.
  • Vejen Kommune: Østerbyskolen i samarbejde med Vejen Musikskole.

Region Sjælland

  • Næstved Kommune: Lille Næstved Skole, afd. Herlufholmsvej i samarbejde med Næstved Musikskole.
  • Sorø Kommune: Sorø Borgerskole i samarbejde med Sorø Musiske Skole

Region Hovedstaden

  • Egedal Kommune

Skoleorkestre i Danmark står foran et gevaldigt løft efter, at udvalgte kommuner nu får mulighed for at tilbyde gratis instrumental- og orkesterundervisning for hele klasser i skoletiden.

Under overværelse af kulturminister Mette Bock kunne musikskolernes organisation Danske Musik- og Kulturskoleledere i går afsløre, at man efter tilsagn om støtte fra Nordea-fonden nu kan sætte gang i en plan som i første fase får gang i skoleorkestre i 10 kommuner. Det endelige mål er skoleorkestre i alle kommuner.

I første omgang vælges ti frontløberpar af skole og musikskole ud efter ansøgning. Skole, musikskole og kommune forpligter sig til at tilbyde obligatorisk instrumental- og orkesterundervisning for hele klasser i et flerårigt forløb. Det skal være muligt at vælge mellem instrumentgrupperne strygere, træblæsere, messingblæsere og melodisk slagtøj. 

”Det er en unik mulighed for at give flere børn chancen for at indgå i et musikalsk fællesskab og samtidig lære at spille et instrument. Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Vi glæder os meget til at bidrage til et nationalt løft for skoleorkestre i Danmark”, siger Lena Schnack Mertz, formand for Danske Musik- og Kulturskoleledere. 

Projekt OrkesterMester får 3,4 mio. kroner fra Nordea-fonden. Pengene skal foruden gratis orkester-undervisning anvendes til blandt andet transport og til at etablere en instrumentpark.

"Følelsen af at kunne få lyd ud af et instrument giver grobund for at tro på egne evner. Det giver også en helt unik mulighed for at blive en del af det stærke fællesskab i et orkester. Du er afhængig af de andre, og de er afhængig af dig. Orkestermester kan blive en nøgle til at øge børns empati og evne til samarbejde. Vi håber samtidig, at Orkestermester med eksemplets magt kan inspirere til tættere samarbejder mellem folke- og musikskoler i hele landet", siger direktør Henrik Lehmann Andersen, Nordea-fonden, som støtter gode liv.

OrkesterMester er udviklet af Danske Musik- og Skoleledere i partnerskab med Skolelederforeningen, DR SymfoniOrkestret og Dansk Musikskolesammenslutning.

Stærke partnere bag OrkesterMester

Senest har Kulturministeriets Musikskoletænketank i en rapport peget på, at netop samarbejdet mellem folkeskole og musikskole rummer et stort potentiale. Ved at etablere flere skoleorkestre i samarbejde mellem folkeskole og musikskole kan man nå en bredere målgruppe og flere børn. Allerede etablerede skoleorkestre bliver også en del af OrkesterMester som sparring for de nye orkestre.

I DR’s kor og orkestre, hvor man arbejder med talentudvikling som en mærkesag, passer OrkesterMester passer smukt ind, mener Kim Bohr, Chef for DR Kor & Orkestre.

 ”Det er med stor glæde, vi i DR SymfoniOrkestret er partner i OrkesterMester. I dette meget flotte projekt gror musikken det helt rigtige sted, nemlig blandt børnene selv – og i øjenhøjde med dem. Vi glæder os meget til at byde de mange unge musikere velkommen, spille sammen med dem, vise dem Koncertsalen og bruge DRs medier til at få musikken ud til alle danske børn.”

DR SymfoniOrkestret vil som en del af OrkesterMester én gang om året invitere til OrkesterMesterFester i DR Byen, hvor udvalgte OrkesterMestre er på scenen sammen med Symfoniorkestret og børneværter fra DR.

Landets øvrige symfoniorkestre bakker også op om OrkesterMester, ligesom amatørorkestrenes landsforeninger, Børne- og Kulturchefforeningen og Music in the Brain på Aarhus Universitet gør det.

Dorte Andreas, næstformand for Skolelederforeningen, sidder i styregruppen for OrkesterMester. Hun vurderer, at det er en indsats, der i den grad vil komme eleverne og skolerne til gavn og glæde.

”Musik har stor betydning for elevernes læring i skolen og i livet. Det er en fantastisk god nyhed, at vi nu kan komme i gang. Det er virkelig dejligt”, siger Dorte Andreas.

Kodeordene for OrkesterMester er spilleglæde, selvtillid, sammenhold og skolestolthed, og i Orkestermester bliver musikken en mulighed for alle børn.

”Jeg er overbevist om, at det vil smitte positivt af på hele skoledagen,” siger Nina Ulf Jørgensen, generalsekretær for Dansk Musiksskolesammenslutning.

Kulturministeren er begejstret

Kulturminister Mette Bock har også tidligere erklæret sin støtte til udvikling af skoleorkestre, og hun modtog beskeden om det nye projekt med begejstring:

"Det er så dejligt, at Nordea-fonden har blik for skoleorkestre. Jeg besøgte for nylig Flakkebjerg Skole i Slagelse kommune og deres skoleorkeste og så den glæde og stolthed, der lyste ud af øjnene på børnene. Det fænger simpelthen at spille i orkester,” siger Mette Bock.

Orkestrene i de endnu ikke udvalgte ti skoler spiller op fra næste skoleårs begyndelse. En række kommuner har på forhånd meldt sig klar som kandidater.

Kort og kontant

Projektnavn
OrkesterMester
Projektejer

Danske Musik- og Kulturskoleledere

Projektperiode

Nina Ulf Jørgensen

Støttet med

3,4 mio. kr.

Få mere at vide

Nina Ulf Jørgensen
Sekretariatsleder

Danske Musik- og Kulturskoleledere

2122 8220

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.