Vikingeliv på Vestegnen

Vikingetiden bliver vakt til live på den københavnske vestegn, når skoleelever agerer brobisser og civile borgere udøver håndværk nøjagtig som på Harald Blåtands tid. Brobyggeriet er en del af et nyt stort vikingeprojekt, som Nordea-fonden støtter med 10,9 millioner kroner.

Børn i vikingetøj

Borgerne får en central rolle i udformningen og skal bl.a. være med til at rekonstruere et 700 meter langt vej- og broforløb fra vikingetiden. 

700 meter lang vikingevej

Selveste Harald Blåtand er inspirationskilde til den vikingebro, som nu skal bygges henover Store Vejleådalen i grænselandet mellem Høje-Taastrup, Albertslund og Egedal kommuner. 

Broen er en del af et 700 meter langt autentisk vejforløb som skal forbinde det historiske værksted Vikingelandsbyen i Albertslund med det statsanerkendte kulturhistoriske museum Kroppedal.

Og det er netop de to institutioner, som er er gået sammen om at sikre en kultur- og naturattraktion med bred folkelig appel på Københavns vestegn.

Borgerne får en central rolle i udformningen og skal bl.a. være med til at rekonstruere et 700 meter langt vej- og broforløb fra vikingetiden. Projektet er tro mod datidens teknikker og metoder. Planen er, at over 10.000 skolebørn skal være aktive medbyggere.

Nyt regionalt fyrtårn

Nordea- fonden støtter det ambitiøse projekt med 10,9 millioner kroner, der også omfatter en ny udstilling og digital formidling af både kulturarv og natur i landskabet.

”Projektet tager afsæt i, at den københavnske vestegn savner attraktive oplevelses- og aktivitetssteder, som den brede befolkning vil opsøge og involvere sig i. Vi synes vældig godt om projektets vision for et regionalt fyrtårn, der både rummer stærk kultur- og naturformidling og samtidig involverer tusinder af skoleelever og lokale borgere i tilblivelsen,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Projektet har som mål over tre år at trække mere end 200.000 ’nye vikinger’ til og vil med fokus på oplevelser, læring og integration henvende sig til nye målgrupper.

”Betydningen af Nordea-fondens støtte er fantastisk og uvurderlig. Fremover vil familier, skolebørn og andre kunne drage til Store Vejleådalen og opleve vores fælles fortid på en spændende, dramatisk og inddragende måde," siger Klaus Mynzberg, der er leder af Vikingelandsbyen i Albertslund.

Fire gravlagte vikinger bliver hovedpersoner

Siden 1992 har der været vikinger i det historiske værksted, Vikingelandsbyen i Albertslund. Og siden 2002 har det kulturhistoriske museum, Kroppedal, arbejdet aktivt med kulturarven i Hovedstadsområdet, herunder Københavns vestegn. Fra oldtiden med vikingetidens landsbyer og rige grave til Vestegnens moderne historie.

De to kulturinstitutioner har de sidste par år forberedt sig på projektet, som altså nu kan blive realiseret.

”Vi ser frem til at sætte vikingerne i spil på en anderledes og spændende måde. Vi vil formidle vikingetiden i et mix mellem videnskabelige fakta og fiktion og sætte mennesket i fokus - fra for 1.000 år siden og op til i dag. Kulturarv, naturoplevelser og rekreative tilbud vil smelte sammen i et væld af aktiviteter og en variation af forskellige formidlingsformer,” siger Lars Buus Graeser, der er museumschef på Kroppedal Museum.

Projektet kommer til at bestå af fire hovedaktiviteter: Foruden rekonstruktion af det 700 meter lange vej- og broforløb fra vikingetiden, rummer projektet direkte og digital naturformidling, digital karakterdrevet formidling med fire gravlagte vikinger som hovedpersoner samt en ny udstilling på Kroppedal Museum med særligt fokus på vikingernes landtransport og handel.

Udover midler fra Nordea-fonden er projektet støttet af Friluftsrådet, Albertslund og Høje-Taastrup kommuner.

Kort og kontant

Projektperiode

Lars Buus Graeser

Få mere at vide

Lars Buus Graeser
Museumschef

Kroppedal Museum

4330 3001 / 2045 0378

Nyhedsbrev

Tilmeld dig 'Nyt om gode liv'

Få nyheder, gode råd til ansøgningsprocessen og nyt om støttemuligheder direkte i din indbakke. 

Nordea-fondens nyhedsbrev er til alle, der arbejder med projekter, hvor aktiviteter og fællesskaber er nøgleord.

Du hører fra os ca. 10 gange om året.